Zion National Park

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)


Vi havde besluttet, at vi ville besøge Zion National Park, selv om det betød en dagstur fra Las Vegas.


Morgenmaden var ikke inkluderet på hotellet, så vi kørte, som vi før havde gjort, en tur til en IHOP (International House of Pancakes). Der er en kæde af restauranter, som har specialiseret sig i at servere morgenmad - amerikansk morgenmad, som skulle kunne dække kaloriebehovet for resten af dagen :-)


Som før havde vi udset os nogle strække-ben-cacher langs vejen. De fleste gik let nok, men der var også et par Not Founds imellem, - blandt andet én som vi opgav, fordi  vi skulle gå og lede langs den hvide kantstribe på en befærdet landevej.


Selv om vi må indrømme, at vi mest så parken fra bilen, var det imponerende, og vi kan ikke lade være med at lægge en hel del billeder op......

Undervejs fik vi benzin på, og drengen fik øje på noget Beef Jerky, cowboymad som mest bestod af tørret kød i stænger og plader.
De fik lov at købe nogle portioner, og de kunne godt lide det.


Et sted havde man hædret den oprindelige befolkning sådan:

Denne vogn, som vi fandt i nærheden, var vist ægte nok, -  en type som vi kender fra de amerikanske nybyggerfilm.

Vi kørte efter GPS, og på hjemvejen troede vi en overgang, at der var noget i vejen med den: den skiftede et par gange "mening" om, hvornår vi kunne være hjemme ved hotellet - en time den ene vej og senere igen en time den anden vej.
Vi var kørt fra Nevada til Utah, hvor parken ligger, men undervejs snitter man et lille hjørne af Arizona, som ikke har sommertid og altså er en time efter de andre stater i området. GPS'en er sat til at autoopdatere tiden, og den "vidste" altså godt, at uret skulle stilles en time tilbage i Arizona og frem igen, når vi kørte ud af Arizona.
Se kort


I Palm Springs og Las Vegas er det svært at få øje på, at der er økonomisk krise i USA.
Men undervejs kørte vi gennem en by, som bare var til salg. Det var trist: tankstationer var til salg, hoteller var til salg, boliger var til salg, og nogle var tilsyneladende bare forladt, - alt så ud til  at være i forfald :-(


Vi kom tilbage så tidligt, at vi gik en tur hen til The Strip.
Det var blevet mørkt, og vi nød den flotte opvisning: hvert kvarter følger springvandene musik og understreger rytme og stemning i musikken.

I nærheden er der en traditionel by-cache, som vi ville finde. Da vi kom frem, gik der et amerikansk geocacherpar og ledte, og vi fik en lille snak med dem.
Og så fik drengene og Mogens turens chok: mens vi gik foroverbøjede og ledte, blev vi grebet i nakken, og en bøs stemme råbte: "What are you doing here?" Vi troede, at det var FBI eller CIA, der havde observeret mistænkelig adfærd, men det var bare Elmbæk, der havde set os....


Drengene nåede en tur i fitness-center og poolen, inden vi gik i seng efter en lang dag fyldt med nye indtryk.

Red Rock m.m.

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)


Vi havde planlagt at være sammen med Inas kusine, Allis, i tre af de dage, vi var i Las Vegas.
Allis bor i Boulder City ca. 40 km sydøst for Las Vegas.


Det var aftalen, at vi skulle mødes ved hotellets reception kl. 10.
Ved 9-tiden ville drengene en tur i fitness-center, men et øjeblik senere kom de tilbage sammen med Allis. Hun havde ikke kunnet vente, og havde spurgt sig for, ind til hun havde mødt et par drenge, som talte dansk, Peter og Andreas.


Vi havde troet, at vi havde god tid, og værelset lignede et sted, hvor der var faldet en håndgranat, men vi var alle ivrige med at snakke og fortælle, så det betød ingenting.


Et øjeblik senere dukkede Allis' søn, Michael - en grandfætter til drengenes mor - , op. Vi snakkede i munden på hinanden om løst og fast. Allis har for nylig fået et nyt knæ, og vi kunne fortælle, at det har Inas bror, Per, også. Så fortalte Michael, at han har været opereret i knæet, og det viste sig, at han har den samme "konstruktionsfejl" i knæet som Andreas. Så mente Mogens, at det nok ikke er fra hans side af familien, at fejlen stammer :-)


Michael ville gerne vise os Red Rock, som ligger ikke langt fra Las Vegas. Området har status af nationalpark. Det koster en afgift, hvis man ikke blot vil køre igennem uden at standse, og vi kom ind på det årskort, som vi havde købt.


Nær et besøgscenter i området fandt vi den største cache, vi har set, bortset fra en bytte-bamse-cache i nærheden af Ribe.

Andreas, Michael, Ina og Peter

Red Rock er faktisk rød - (rust/jernforbindelser).
Bemærk de små mennesker nederst i billedet.

Her gik vi også en tur. 
Bemærk igen menneskene til venstre for midten af billedet. 

De fleste steder kunne vi gå.
Kun et par enkelte steder måtte vi kravle/klatre.
Det er nogle pænt store sten. Se personerne ved pilen øverst til venstre.

Mange steder - også i Joshua Tree parken - så vi disse spind på størrelse med en tennisbold. Larverne var meget levende :)

Allis og Michael kendte et sted, hvor man kunne få nogle gode bøffer. Igen fandt vi ud af, at man drikker cola til alt muligt, - altså også gode bøffer - 

Ina, Allis og Andreas.

Andreas, Michael og Peter.

I restauranten var der ophængt én-dollar-sedler, som der alle var skrevet noget på. Vi fandt aldrig ud af, hvad meningen var....

... og i nærheden fandt vi dette hus. Vi kunne ikke rigtig afgøre om det var "ægte" gammelt, men det lignede noget fra en western.

Da vi kom tilbage til hotellet efter en djlig dag med mange oplevelser, var der mere krudt i drengene, og de var et par gange i fitness-centeret.
Bagefter stillede Andreas sig op foran spejlet og undrede sig over, at han ikke kunne se nogen forskel på overarmene efter at have løftet håndvægte ..

Palm Springs - Las Vegas

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)


Dagens vigtigste bedrift skulle være at køre den ret lange vej fra Palm Springs til Las Vegas.
Vi valgte ikke at køre den hurtigste vej, men kørte syd og øst om Joshua Tree nationalparken.


På forhånd havde vi udset os nogle cacher tæt ved vejen, så vi med jævne mellemrum havde en anledning til at strække ben.


Det var som  i en amerikansk film: 50 km hvor det bare gik ligeud, - næsten ingen trafik, så fartpiloten blev slået til, og der skulle blot styres lidt en gang imellem. De samme 50 km kørte vi langs en jernbane, hvor der meget af vejen var "skrevet" navne i skråningen.

Der var ikke noget som helst andet end vejen og jernbanen, der så ud til at være berørt af menneskehånd, - vi så ikke et eneste hus


Da vi havde fundet en cache ved vejen, fandt en af drengene denne fyr..

I begyndelsen var den helt stille, men da drengene syntes, den var en sød, lille mini-dinosaur, blev den helt familiær og kravlede op og ned ad deres arme..

Her mødte vi Team Gamst og mormor_DK, som kørte i samme STORE bil. De store Team-Gamst-drenge kunne også godt lide den lille fyr.


Mens vi stod og beundrede ham/hende dukkede et par amerikanske geocacher-fyre op. Vi bemærkede, at de ikke fandt det umagen værd at slukke motoren, mens de bevægede sig et par hundrede meter ud i terrænet for at finde en cache. De kendte godt dyret og kunne fortælle, at den var helt "harmless", og at det vistnok var en slags frø.


Undervejs var vi inde et sted for at få en mexicansk frokost. Den var vistnok "amerikansk-mexicansk", men den smagte udmærket :-)


Vi nåede lige at blive indlogeret på hotellet i Las Vegas, inden det var tid at finde den restaurant, hvor det var aftalt, at vi skulle spise sushi sammen med de fleste andre fra gruppen.

Peter (den ene tomme plads) er vist henne for at finde noget mere at spise :-), og Mogens' tallerken er kommet til desserten.


Det er forøvrigt HelgeLarsen i baggrunden i den hvide T-shirt. Det var ham, der med teknisk snilde sørgede for, at vi alle kunne have vores bærbare opdateret med alle cacher i området.


Vi og begge drengene kan godt lidt sushi. Andreas mente bagefter, at han nok havde spist for 50 $, og det skal nok passe. Selv om det ikke var en billig restaurant, var prisen dog ikke så høj  :-) Ingen af drengene er jo kostfornægtere.
Peter kunne også lide det meste, men nøjedes med at snuse til den østers, han havde på tallerkenen.
Drengene var imponerede over, at personalet hele tiden fyldte på cola- og limonadeglassene.
Vi fandt hurtigt ud at, at man i USA helt naturligt vælger f.eks. Cola til alt, hvad man spiser på restaurant, - også røde bøffer.


Peter var en tur på toilettet (the restroom). Der var tre japanere, og Peter fandt ud af, at de har noget til fælles med de gamle romere: de stak tre fingre i halsen og kastede op for at kunne gå ind og spise videre....Peter syntes, det var rigtigt ulækkert!


Flere steder (også her) så vi, at det er et sundhedsmæssigt krav, at man tager en ny tallerken, hver gang, man går op til bufféen. Spøger svine-influenzaen mon endnu?


Efter sushi-restauranten var det tid til en hurtig strøg-tur på The Strip - Las Vegas hovedstrøg.
Vi mødte 10.000'er af mennesker, - så Eiffel-Tårnet i halv størrelse, og fik et kig ind i de mega-store kasinoer og spillehaller, hvor der hver aften nok bliver omsat millioner af dollars. Heldigvis har ingen af os et spillegen, så vi blev ikke fattigere ved den lejlighed.

Las Vegas er på jysk: bralder, men det er imponerende bralder :-)
Mere  bralder -
Svævende Harley Davidson i mega-størrrelse.

Sådan nogle biler er Las Vegas bare fuld af.
Fotograferet at Peter på vej hjem til hotellet..

Pushawalla Power Path

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)


Vi havde aftalt med andre geocacherhold, at vi skulle gå en tur i ørkenen.


Pushawalla Power Path lyder af regulær power-caching, men vi havde fået at vide, at der var rigeligt med naturoplevelse til de 29 cacher, som ligger på ruten, - og det var der.


I cachebeskrivelserne står der, at man skal tage godt med vand med, så vi puttede nogle flasker i rygsækkene og drog af sted efter at have parkeret bilen et sikkert sted. Det fremgik nemlig også af cachebeskrivelserne , at der var sket indbrud i biler, som var parkeret lige i nærheden af den første cache.


Vi var
os selv - InaOgMogens,
drengene - Specialtropperne,
et ægtepar fra Vejen på vores egen alder, - mormor_DK
mor og to voksne sønner fra Gamst, - Team Gamst
familien Erbahn med to voksne og en søn på 10 år, - Erbahn.


Der var 32 grader Celsius  i skyggen, så vi var lidt spændte på, hvordan det ville være i ørkenen.
Det blæste virkelig meget på den bjergkam, som vi fulgte et langt stykke, så sveden tørrede hurtigt, - og men vi fik brug for at tage nogle slurke vand ..

Drengene var lidt overraskede over, at ørken ikke bare er sand, men at der gror noget, som kan klare sig næsten uden vand..


Der var tid til meget sjov og snak om alt muligt, men nogle gange var det mest om bare at komme opad.

Nogle gange kunne vi undre os over, hvor frodigt, der så ud, men disse blomster kan altså klare sig med meget lidt vand.

På et tidspunkt pegede GPS'en ud over en skrænt mod den næste cache., så vi måtte finde ud af, hvordan vi skulle komme ned. Efter lidt søgen frem og tilbage fandt vi en kløft, som kunne bruges med forsigtighed ... vi var enige om, at det var et "trælst" sted at brække et ben.

Neden for skrænten var der en regulær oase, - lige som vi har forestillet os med palmer og fugtig jord. Et lille vandløb var ganske vist næsten udtørret, men måtte gå uden om nogle vandpytter.

Vi fandt også ud af, at palmer ikke bare er palmer. Disse var nogle sjove skæggede nogle, og de havde smidt sorte frø - som mest lignede solbær - overalt. Ina har nogle stykker med hjem. Det kunne være sjovt med et lille palmetræ i vinduet. Udendørs klarer de sig nok ikke i vores klima.

Her er hele gruppen undtagen Mogens

Når man skal tilbage til udgangspunktet, må der efter en nedstigning jo komme en opstigning. Heldigvis var cacherne lagt i nummerorden, så man blev ledt en "fornuftig" vej til et sted, hvor det kunne lade sig gøre at komme op fra oasen.


Undervejs op kom vi forbi et gammelt vrag af en bil, og det er en gåde, hvordan den er havnet dér. Den kan i hvert fald ikke være kørt stille og roligt. Måske er den på action-film-manér drønet ud over skrænten langt oppe??  Der var masser af skudhuller i vraget, så der har sikkert været en mafia-biljagt i gang  :-)

Nu havde vi været ved det fjerneste punkt på turen og var på vej tilbage til bilerne. Og vi beundrede stadig plantevæksten.




Her er en ørkentrompet....

... og her er en kaktus i blomst. Kaktussen er ca. ½ meter høj.

Hele vejen havde vi lagt mærke til en masse huller i jorden. Vi var blevet enige om, at det nok var jordegernernes huler, men vi blev klogere....  :-)
Denne fyr var ca. 1½ meter lang, og den bevægede sig så hurtigt, at vi ikke tror, man kunne løbe fra den ...

Peter var vistnok den eneste, der nåede at få et billede af den, inden den med lynets hast smuttede ned i sit hul. Bemærk, at slangens hoved mangler nederst i billedet, så den er altså på vej hen mod Peter.


Da Inas amerikanske nevø så billedet, mente han at det var en slags firben, der kun har rudimentære ben tilbage. Den er vistnok ikke farlig.


Senere fik vi at vide, at der var en fra gruppen, der helt havde opgivet at gå turen, da hun var blevet budt velkommen af en slange ved den første cache.


Det var den sidste dag, vi skulle bo i Palm Springs, og drengene syntes, at det var en skam, hvis vi ikke fik lavet et aller andet fælles arrangement..
Det blev hurtigt besluttet, at der skulle være fælles grill-aften, så vi var en tur i Ralphs - en stor supermarkedskæde i USA. Her købte vi nogle bøffer og nogle pølser, så vi var klar. Hotellet havde grills, som vi kunne bruge.


Desværre blev aftenen næsten lige så kold, som dagen havde været varm, men grillet og hygget blev der, inden vi gik i seng.