Vi er godt og vel kommet til Amerika

Der er langt til Amerika!!
Rejsen herover gik fint, men det er længe at være på vej.


Det var helt overvældende med de sikkerhedscheck. I Paris viste vi pas og andre papirer fem gange ved forskellige "poster", og flere af os blev kropsvisiteret, - deriblandt Ina og Mogens.


Der blev hygget i flyet

Og vi kom en tur ind over Sydgrønland.

Vi stod læææænge i kø for at få udeleveret nøglerne til "vores" seje bil, men endelig kunne vi køre til hotellet. Godt at vi havde GPS, - ellers havde vi aldrig fundet det.

Det var planen, at der skulle findes en cache, inden vi gik i seng, og vi havde egentlig udset os en, der ligger ca. 500 meter fra hotellet, - som så skulle findes efter, at vi havde indskrevet os. Men undervejs sagde Ina, der sad med GSP'en pludselig: "Der ligger en cache her henne på hjørmet." Mogens ville koble ud i en fart, men i en bil med automatgear skal man lade venstre ben blive i ro. Den brede bremsepedal er ikke en kobling, så der blev bremset hårdt op. 
Cachen blev straks fundet af Andreas, og så var den "succes" hjemme.


Da vi endelig havde fået snakket færdig med de andre, var klokken blevet 1 om natten lokal tid, og det betød, at vi havde været oppe i 27 timer. Drengene sov i samme øjeblik, de lagde sig ned.


I dag stod vi op før klokken 7 og gav os god tid til at pakke og få morgenmad og diskutere slagplan med de andre hold. Vi valgte som planlagt at køre direkte mod den første cache i serien "Rim of the world...". Det var der flere andre hold, der også gjorde.


Det var ikke helt uden spænding, at Mogens i aftes satte sig bag rattet i en fremmed bil med automatgear. Nu synes han, det går helt fint, det er faktisk lidt sjovt at køre sådan en bil, og amerikanerne kører hensynsfuldt og roligt.

Vi var åbenbart de første ved den udvalgte cache, men mens vi stod med den i hånden, kom der et andet hold, som vi fik en lang snak med.

Vi kunne godt se, at vi ikke kunne nå at køre hele turen langs "Kanten af verden", så efter at vi havde kørt opad-opad-opad i lang tid og fundet nogle cacher undervejs, valgte vi at vende om og køre den nærmeste vej til hotellet. Det gik nedad-nedad-nedad, og det er faktisk lidt mere overvældende!!

Flere gange så vi kilometerlange tog med to lokomotiver til at trække og to til at skubbe

Undervejs fandt vi et sted, hvor vi kunne købte en køleboks med tilhørende is og en masse drikkelse. Det er nødvendigt at holde væskebalancen :)


Vi havde lovet drengene, at de skulle en tur i poolen, når vi kom til hotellet, men værelset var ikke klar (kl. 15.30!), så vi ventede i tre kvarter. Vi skulle nå at deltage i et event, som nogle amerikanerne havde arrangeret i anledning af, at vi er her. Men turen i poolen var vigtig, så vi kom en time for sent. Det gjorde dog ikke noget. Amerikanernes event er anderledes end vore, for der var ikke udlagt en eneste cache; det hele var lagt an på socialt samvær, og det blev holdt i et cafeteria, hvor vi kunne få stillet sulten samtidig. Det viser sig, at her er geocahing i høj grad en pensionistsport, og der var mange amerikanere på vores alder.


Både drengene og vi er imponerede over madportionernes størrelse. En small burger er kæmpe-stor, - og det er amerikanerne også.


Her i Palm Springs kan man ikke se at krisen kradser i USA. Her er så passet og velplejet, som vi aldrig har set det før. Plænerne ligner greens på en golfbane, og der er blomsterbede uden ukrudt alle vegne.


Nu er drengene lige gået i seng, og vi to gamle skal også snart til køjs.