Det var ikke denne dag, vi hjemmefra havde besluttet at besøge parken, men vi fandt ud af, at vi nok ikke kunne nå det på vej mod Las Vegas. Der skal betales for at køre ind i nationalparkerne, og vi regnede ud, at det kunne betale sig at købe et årskort, som gælder for en person, - som dermed er medlem, - og de personer, som er med i hans bil. Vi regner med at besøge flere parker.
Alt er jo stort i Amerika
Sådan er karl så vi i går.
På vej mod parken kørte vi forbi en vindmøllepark. Den var altså også ret stor. Her ser man nogle få procent af de møller, der står her. Det blæser meget netop i dette område, da vinden presses ind mellem to rækker bjerge. Det mærkede vi især på hjemvejen, hvor det ruskede i bilen, og der var en veritabel sandstorm.
I en ørken er der jo kaktus. Denne er en af de mindre :)
Ved indkørslen til parken var det meningen, at vi skulle stoppe.
Træerne hedder Joshua-træer, og de kan klare sig med næsten ingen vand....
.... og de har de fineste blomster..
Så Peter, nu kører vi....
I nationalparkerne må der ikke udlægges fysiske cacher, så vi "fandt" er par earth-cacher, der som nævnt logges ved at løse nogle opgaver på stedet. En af dem gav os en tur i bjergene. Heldigvis fandt vi et lille pas, som vi kunne komme igennem. Senere opdagede vi, at vi kunne have parkeret på en plads tæt ved cachen og gået på vores flade futter nogle få hundrede meter til den. Men så havde vi jo ikke fået prøvet at klatre i bjerge :)
Vi havde fra begyndelsen en idé om, at vi ville køre tværs gennem parken, men vi fandt ud af, at det kunne vi nok ikke nå. Parken er vistnok større end Vendsyssel, så vi kørte tilbage.
Vi var alle blevet godt sultne, og så efter et sted at spise. Vi fandt et sted, der var som trukket ud af en gammel cowboy-film. Det var helt sikkert "ægte". Indenfor sad der, - som der skulle, - en ved en disk og skovlede ind. Rundt omkring sad der andre ved borde og spise og læste avis. Vi manglede bare, at John Wayne kom og sparkede døren ind. Der blev bestilt Country fried Steak, som vi troede var en ordenlig bøf. Det viste sig at være svinekød, men det smagte fint, og vi roste den lille, gamle kineserkone, som serverede. Hendes mand stod ude i køkkenet og lavede maden.
På et skilt stod:
IN GOD WE TRUST
ALL AUTHORS PAY CASH
NO PLASTIC OR CHEKS
Vi fonemmede, at stedet var ved at lukke for dagen - midt eftermiddagen - , og da de andre gæster var gået, så vi vores snit til at tage et par billeder inden døre.
Da vi kom tilbage til hotellet, så vi et skilt på muren. Det er et farligt sted, vi bor. V blev enige om, at for os to gamle er det sidste i hvert fald ikke noget problem.
Om aftenen var det tid til en tur ud i et af Palm Springs villakvarterer, hvor vi gik en tur. Det er meget velhavende mennesker, der bor der. (Der er ca. 100 golfbaner i området omkring byen). Ganstierne langs murene ind til villahaverne er passede og plejede, og der er ikke et græsstrå, der vender forkert, men selv om man helt sikkert har kunnet se, at vi var der af nysgerrighed, var de folk, vi mødte meget venlige og ville gerne høre, hvor vi kom fra, og hvad vi synes om Amerika. I det hele taget har vi mødt en venlighed og åbenhed, som vi ikke kender hjemmefra. Nu kan vi bedre forstå, at danskere ofte bliver regnet for lidt indesluttede.
Og så lå cacherne her med ikke mere end de "lovbefalede" 161 meters mellemrum. Vi "fiskede" nogle stykker undervejs.
