Vi har desværre ikke selv nogen billeder fra hjemturen, så det bliver ved fortællingen. En hjemtur med forhindringer, synes vi.
Aftenen i forvejen havde vi pakket, så stort set kun toilettaskerne manglede at komme ned i kufferterne.
Ved 6-tiden kørte vi mod stedet, hvor bilen skulle afleveres. Heldigvis var trafikken så tidligt om morgenen meget stille. Vi havde ellers erfaret, at det altid tog dobbelt så lang tid at komme frem i Los Angeles, som GPS'en mente på forhånd.
At aflevere bilen var i sig selv en oplevelse. Dagen efter, at vi havde lejet bilen, opdagede vi, at den forreste nummerplade var meget krøllet. Det var ikke os, der havde krøllet den, så vi syntes, at det var lidt "træls", hvis vi kom til at betale for en ny.
Der var nogle i gruppen, som var mere vant til amerikanske forhold end vi, og de mente, at vi bare kunne pille nummerpladen af og tage den med hjem som souvenir. Det kunne vi ikke få os til, - men her bagefter kan vi se, at det kunne vi vist være sluppet godt fra.
Vi kom til at holde i en kø af biler, som skulle afleveres, og da det blev vores tur, kom der en mand med en håndscanner. Han kiggede på benzinmåleren og læste en stregkode i bilens forrude. Scanneren printede en kvittering ud, - incl. betaling for en tankfuld benzin, da vi stort set havde kørt bilen tør. Han gik ikke engang en tur rundt om bilen.
Da vi havde fået kufferterne i sikkerhed på fortovet, kunne vi se, at bilen var på vej i vaskehal - sådan!!
Biludlejningsfirmaet er så stort, at det har sin egen ophugningsafdeling, fik vi at vide.
Det er sjovt: amerikanerne elsker tydeligvis deres biler, men de har et meget mere afslappet forhold til dem, end vi har.
Vi fik ikke aflæst triptælleren men det blev til ca. 2000 miles, godt 3000 km.
Vi har også fundet ud af, at amerikanerne har et meget afslappet forhold til nummerplader. En ny bil behøver ikke at have nummerplader på, og vi så mange nye biler, der på nummerpladens plads blot havde en reklame for forhandleren.
Men - som Inas amerikanske kusine, Allis, sagde: "Vi kan jo ikke bare blive ved med at køre uden nummerplade." Hvor længe det går, fik vi ikke at vide.
Vi var i rigtig god tid - troede vi :-) -, så nu skulle vi bare tage udlejningsfirmaets gratis bus til lufthavnen, checke ind og så ellers lade os transportere hjem.
At checke ind var bare bøvlet, - dvs. det gik slet ikke. Der skal jo spares personale, så vi stod i kø ved automaterne. Mogens fik sit boardingpas, men automaten ville ikke læse hverken Inas, Peters eller Andreas' pas. "Vend passet," skrev den sk... maskine igen og igen. Nu mente Mogens, at et stykke papir kun har to sider, så da han havde vendt Peters pas ti gange, mente han, at nu kunne det være nok, og vi hidkaldte en uniformeret dame, som så ud til at være til for sådan nogle klumrehoveder som os.
Hun konstaterede - selvfølgelig -, at maskinen var "i udu" og sendte os til specialundervisning - Special Service - sammen med hundredvis af andre, der havde den samme dårlige erfaring med "den lette, hurtige check-in".
Jo, vi skal love for, at Air France havde check på tingene :-) Team Gamst stod foran os i køen, og "systemet" mente, at én af drengene var ankommet til København. Heldigvis kunne han jo bevise, at han stadig var i Los Angeles :-)
Inas bemærkning: "Here we stand like cattle in a ranch" vakte stor jubel, ikke mindst blandt de amerikanske. Mogens har et standardudtryk: "Man behandler flypassagerer som kvæg."
Nu blev det kaotisk: efterhånden som tiden for forskellige flyafgange nærmede sig, blev man kaldt frem til hurtig ekspedition, - og det blev vores tur. Den stakkels, fortravlede dame, der ekspederede os, bad os venligt men bestemt om at holde kæft og ikke spørge om noget, mens hun kiggede på vores e-tickets og arbejdede på at få udskrevet boardingpas og checket bagagen ind.
Da de to sidste kufferter skulle mærkes, svigtede systemet, og der blev sat en lille, undselig mærkeseddel på hver af dem.
Det var det, der fik Mogens til at sige: "Det går galt med de kufferter. Nu håber jeg fand...., at Air Frances fly virker bedre, end alt det skrammel, de har stående her."
(Det var "vores" flyrute, der for ikke så længe siden forsvandt "sporløst" over Atlanten.)
Vi huskede at stille uret frem til Atlantatid - her skulle vi skifte fly -, men af en eller anden grund fik vi at vide, at vi skulle skynde os for at nå flyet til Paris, og så skyndte vi os. (Checkede med passageren bagved, som sagde, at den var god nok med vores ur.) Hvorfor skulle vi skynde os og så sidde i flyet en time før, det skule flyve?? I Atlanta var der endda en rigtig smart metro, der hurtigt havde bragt os til den rigtige terminal.
I Paris stillede vi igen uret frem. Af en eller anden grund fik vi endnu en gang at vide, at vi skulle skynde os, hvis vi ville nå flyet til København. Historien gentog sig, og vi kom med til CPH.
I CPH konstaterede vi, at VisitDenmark har noget at gøre her. Vi har et pænt land, men hvem har råd til at være turist her?
Vi var lidt sultne og kiggede os om efter noget hurtigt og billigt. Hurtigt kunne det måske nok blive i lufthavnen, men billigt - nej. Hvis vi var amerikanske turister, ville vi med de priser finde det første fly ud af landet ;-) Vi synes, det er lidt flovt: 26,50 kr. for en ½ liter flaskevand. Heldigvis vidste vi, at vandhanevand i Danmark kan drikkes, så det gjorde vi
Vel ankommet til CPH står vi og venter på vores kufferter. "Det er nok den sorte dér," mener Peter og Andreas hele tiden. Nej ikke. Endelig går Ina til skranken og siger, at vi mangler en kuffert.
Jo, jo. Air France har check på tingene!!!. De ved godt, at vi mangler TO kufferter, som stadig er i Paris??? Hold da helt kæft!!
Så må Ina lige fortælle, hvilken af de to kufferter, det er, at vi mangler
SAS har også noget at lære. Vi havde ved køb af returbilletter Aalborg - Købehavn valgt, at Inas Dankort skulle være vores legitimation. Men tror man "lortet" virker?? Næh - vi blev igen sendt til specialundervisning.
Specialundervisningslæreren accepterede, at vi havde krav på en tur til Aalborg, hvor vi ankom planmæssigt.
Det er lige før, luftfarten har noget at lære af DSB.
FIAT-Puntoen stod, hvor den var efterladt, og det lykkedes os at få bagagen ind i den.
Da Mogens drejede startnøglen, gav det et ryk i bilen. OK, han havde en fod på bremsen og ikke nogen fod på koblingen. I "vores bil" i Amerika kunne startnøglen ikke drejes, hvis ikke man havde en fod på bremsen.
Puntoen blev stående.
Ved det første lyskryds i Frederiskahavn gik Puntoen i stå. Mogens havde glemt at træde koblingen ud.
Tænk, hvor hurtigt man vænner sig til noget nemmere - automatgear.
Lea - drengenes mor - modtag os med frikadeller og kold kartoffelsalat.... det var LIGE det, vi havde lyst til, dansk mad.
Og mandag aften kl. 22.30 fik vi sørme vores kuffert leveret på "Lars Tyndsk...s mark."
Chaufføren sagde, at han havde fast, dagligt arbejde her nordenfjords - især for Air France. Han kører hver dag 6-700 km for at aflevere forsinket bagage, - blot i Nordjylland.
Nu mangler vi at tage en tur mere til USA. Der skulle gerne "slides" mere på årskortet til nationalparkerne :) Vi har fundet ud af, at det slet ikke er svært at være i USA - næsten på egen hånd.
Tak til Brian og alle de andre rare mennesker, vi var sammen med på turen!
Besøg geocaching.dk