Konfirmation

Drengene blev konfirmeret søndag den 2. maj i Kvissel Kirke.


Det var jo netop deres forestående konfirmation, som var anledningen til, at vi gav dem rejsen til USA.


Højtideligheden i kirken var dejlig. Foruden det ritualbundne var der plads til humor og godt humør, og der blev sunget både ældre, kendte salmer og mere moderne. Efter at den egentlige konfirmationsgudstjeneste var slut, sang vi Kim Larsens sang om, hvad de smukke, unge mennesker vil med livet.


Her ses fra venstre Lea (drengenes mor), lillesøster Katrine, Andreas, Peter og præsten Erik Colding Thaysen.

Foruden Peter og Andreas var der kun én konfirmand, - Andreas' gode ven Joachim.
Joachims forældre havde bestilt en rigtig gammel 8-cylindret amerikaner-flyder til at køre en tur med de tre drenge, mens vi snakkede færdig ved kirken og begav os hjem til Lea.

Gæsterne havde glæde af det dejlige vejr

Drengene ankommer til hjemmet.

En væsentlig del af en god dansk konfirmation er jo, at alle får noget godt at spise.
Lillesøster Katrine var hurtigt færdig med at spise - den tomme høje stol -, så hun kunne komme i gang med at lege med de jævnaldrende gæster.

Andreas holdt en tale for - især - sin mor. 
Det gjorde Peter også, men det fik vi desværre ikke et billede af.

Peter hygger sig med gæsterne. Moster Iben ser af en eller anden grund meget alvorlig ud :)

Vi var meget heldige med vejret, så ind imellem blev der også hygget udendørs.

Der blev holdt flere taler og sunget flere sjove og festlige sange.


Først på aftenen begyndte man at bryde op. En del af gæsterne havde lang vej hjem


Vi havde haft en dejlig dag sammen med venner og bekendte.
Tak til dem for at være med til at gøre dagen festlig og endnu en gang tak til drengene for alle de hyggelige timer, vi har haft sammen.

Hjem fra USA

Vi har desværre ikke selv nogen billeder fra hjemturen, så det bliver ved fortællingen. En hjemtur med forhindringer, synes vi. 


Aftenen i forvejen havde vi pakket, så stort set kun toilettaskerne manglede at komme ned i kufferterne.
Ved 6-tiden kørte vi mod stedet, hvor bilen skulle afleveres. Heldigvis var trafikken så tidligt om morgenen meget stille. Vi havde ellers erfaret, at det altid tog dobbelt så lang tid at komme frem i Los Angeles, som GPS'en mente på forhånd.


At aflevere bilen var i sig selv en oplevelse. Dagen efter, at vi havde lejet bilen, opdagede vi, at den forreste nummerplade var meget krøllet. Det var ikke os, der havde krøllet den, så vi syntes, at det var lidt "træls", hvis vi kom til at betale for en ny.
Der var nogle i gruppen, som var mere vant til amerikanske forhold end vi, og de mente, at vi bare kunne pille nummerpladen af og tage den med hjem som souvenir. Det kunne vi ikke få os til, - men her bagefter kan vi se, at det kunne vi vist være sluppet godt fra.
Vi kom til at holde i en kø af biler, som skulle afleveres, og da det blev vores tur, kom der en mand med en håndscanner. Han kiggede på benzinmåleren og læste en stregkode i bilens forrude. Scanneren printede en kvittering ud, - incl. betaling for en tankfuld benzin, da vi stort set havde kørt bilen tør. Han gik ikke engang en tur rundt om bilen.
Da vi havde fået kufferterne i sikkerhed på fortovet, kunne vi se, at bilen var på vej i vaskehal - sådan!!
Biludlejningsfirmaet er så stort, at det har sin egen ophugningsafdeling, fik vi at vide.
Det er sjovt: amerikanerne elsker tydeligvis deres biler, men de har et meget mere afslappet forhold til dem, end vi har. 
Vi fik ikke aflæst triptælleren men det blev til ca. 2000 miles, godt 3000 km.


Vi har også fundet ud af, at amerikanerne har et meget afslappet forhold til nummerplader. En ny bil behøver ikke at have nummerplader på, og vi så mange nye biler, der på nummerpladens plads blot havde en reklame for forhandleren.
Men - som Inas amerikanske kusine, Allis, sagde: "Vi kan jo ikke bare blive ved med at køre uden nummerplade." Hvor længe det går, fik vi ikke at vide.


Vi var i rigtig god tid - troede vi :-)  -, så nu skulle vi bare tage udlejningsfirmaets gratis bus til lufthavnen, checke ind og så ellers lade os transportere hjem.


At checke ind  var bare bøvlet, - dvs. det gik slet ikke. Der skal jo spares personale, så vi stod i kø ved automaterne. Mogens fik sit boardingpas, men automaten ville ikke læse hverken Inas, Peters eller Andreas' pas. "Vend passet," skrev den sk... maskine igen og igen. Nu mente Mogens, at et stykke papir kun har to sider, så da han havde vendt Peters pas ti gange, mente han, at nu kunne det være nok, og vi hidkaldte en uniformeret dame, som så ud til at være til for sådan nogle klumrehoveder som os.
Hun konstaterede - selvfølgelig -, at maskinen var "i udu" og sendte os til specialundervisning - Special Service - sammen med hundredvis af andre, der havde den samme dårlige erfaring med "den lette, hurtige check-in".


Jo, vi skal love for, at Air France havde check på tingene :-)  Team Gamst stod foran os i køen, og "systemet" mente, at én af drengene var ankommet til København. Heldigvis kunne han jo bevise, at han stadig var i Los Angeles :-)


Inas bemærkning: "Here we stand like cattle in a ranch" vakte stor jubel, ikke mindst blandt de amerikanske. Mogens har et standardudtryk: "Man behandler flypassagerer som kvæg."


Nu blev det kaotisk: efterhånden som tiden for forskellige flyafgange nærmede sig, blev man kaldt frem til hurtig ekspedition, - og det blev vores tur. Den stakkels, fortravlede dame, der ekspederede os, bad os venligt men bestemt om at holde kæft og ikke spørge om noget, mens hun kiggede på vores e-tickets og arbejdede på at få udskrevet boardingpas og checket bagagen ind.
Da de to sidste kufferter skulle mærkes, svigtede systemet, og der blev sat en lille, undselig mærkeseddel på hver af dem.


Det var det, der fik Mogens til at sige: "Det går galt med de kufferter. Nu håber jeg fand...., at Air Frances fly virker bedre, end alt det skrammel, de har stående her."
(Det var "vores" flyrute, der for ikke så længe siden forsvandt "sporløst" over Atlanten.)


Vi huskede at stille uret frem til Atlantatid - her skulle vi skifte fly -, men af en eller anden grund fik vi at vide, at vi skulle skynde os for at nå flyet til Paris, og så skyndte vi os. (Checkede med passageren bagved, som sagde, at den var god nok med vores ur.) Hvorfor skulle vi skynde os og så sidde i flyet en time før, det skule flyve?? I Atlanta var der endda en rigtig smart metro, der hurtigt havde bragt os til den rigtige terminal.


I Paris stillede vi igen uret frem. Af en eller anden grund fik vi endnu en gang at vide, at vi skulle skynde os, hvis vi ville nå flyet til København. Historien gentog sig, og vi kom med til CPH.


I CPH konstaterede vi, at VisitDenmark har noget at gøre her. Vi har et pænt land, men hvem har råd til at være turist her?


Vi var lidt sultne og kiggede os om efter noget hurtigt og billigt. Hurtigt kunne det måske nok blive i lufthavnen, men billigt - nej. Hvis vi var amerikanske turister, ville vi med de priser finde det første fly ud af landet ;-)  Vi synes, det er lidt flovt: 26,50 kr. for en ½ liter flaskevand. Heldigvis vidste vi, at vandhanevand i Danmark kan drikkes, så det gjorde vi


Vel ankommet til CPH står vi og venter på vores kufferter. "Det er nok den sorte dér," mener Peter og Andreas hele tiden. Nej  ikke. Endelig går Ina til skranken og siger, at vi mangler en kuffert.


Jo, jo. Air France har check på tingene!!!. De ved godt, at vi mangler TO kufferter, som stadig er i Paris??? Hold da helt kæft!!
Så må Ina lige fortælle, hvilken af de to kufferter, det er, at vi mangler


SAS har også noget at lære. Vi havde ved køb af returbilletter Aalborg - Købehavn valgt, at Inas Dankort skulle være vores legitimation. Men tror man "lortet" virker??  Næh - vi blev igen sendt til specialundervisning.


Specialundervisningslæreren accepterede, at vi havde krav på en tur til Aalborg, hvor vi ankom planmæssigt.


Det er lige før, luftfarten har noget at lære af DSB.


FIAT-Puntoen stod, hvor den var efterladt, og det lykkedes os at få bagagen ind i den.


Da Mogens drejede startnøglen, gav det et ryk i bilen. OK, han havde en fod på bremsen og ikke nogen fod på koblingen. I "vores bil" i Amerika kunne startnøglen ikke drejes, hvis ikke man havde en fod på bremsen.
Puntoen blev stående.
Ved det første lyskryds i Frederiskahavn gik Puntoen i stå. Mogens havde glemt at træde koblingen ud.
Tænk, hvor hurtigt man vænner sig til noget nemmere - automatgear.


Lea - drengenes mor - modtag os med frikadeller og kold kartoffelsalat.... det var LIGE det, vi havde lyst til, dansk mad.


Og mandag aften kl. 22.30 fik vi sørme vores kuffert leveret på "Lars Tyndsk...s  mark."
Chaufføren sagde, at han havde fast, dagligt arbejde her nordenfjords - især for Air France. Han kører hver dag 6-700 km for at aflevere forsinket bagage, - blot i Nordjylland.


Nu mangler vi at tage en tur mere til USA. Der skulle gerne "slides" mere på årskortet til nationalparkerne :) Vi har fundet ud af, at det slet ikke er svært at være i USA - næsten på egen hånd.

Tak til Brian og alle de andre rare mennesker, vi var sammen med på turen!

Sidste dag i USA

Det var den af de få dage, hvor vi sov lidt længe.
Der var ikke planlagt noget ud over, at vi ville prøve at finde en god tur at gå, hvor der helst også skulle kunne findes et par cacher.
Vi fik anbefalet en lille tur i byens sydlige udkant med udsigt over Los Angeles, og vi fandt hurtigt stien, vi skulle gå ad, - en lille asfalteret sti, som gik opad, opad :) , og hvor der kunne findes seks cacher.


Nogle steder gik stien forbi nogle villahaver, hvor der groede de dejligste frugter, citroner, som især drengene var fristede af. Men vi havde fået at vide, at det at snuppe frugter på de kanter ikke regnes for uskyldige drengestreger, så vi og drengene holdt fingrene væk.

Blomsterne groede også frodigt.

Denne frugt så ud til at gro som ukrudt langs stien.

Vi mødte en dame, som kom med tre store, søde hunde. Hun viste os noget ukrudt, som vi først troede var dild, men hun fortalte, at det var  fennikel, - helt lysegrønt, duftende og lækkert, da vi smagte på det.


Hun anbefalede os et sted at spise. Standarden viste sig nu at være lidt over det, vi havde tænkt os - en tilsyneladende eksklusiv golfklub -, så det endte med et par pølser ved en tankstation :)


Vi var jo blevet lovet, at der skulle være udsigt over Los Angeles, og det var der med Stillehavet til venstre.

Undervejs så vi en kolibri, som svirrede med vingeslag så hurtige som på et insekt. Vi nåede også at se et egern, men denne fyr så vi heldigvis ikke noget til. Vi spekulerede på, om man ser noget til den i villahaverne neden for bakken??

Efter turen var vi hjemme på hotellet midt på eftermiddagen, og vi blev enige om at gå en tur til stranden, som lå få minutters gang derfra.
Undervejs så vi denne flotte bil, som også viste, hvor vi var.

Drengene mente, at man ikke kunne være i Los Angeles uden at få en tur i Stillehavet. Desværre blev det pludseligt forbavsende koldt, så det blev til en meget hurtig tur, hvor vistnok kun tæerne blev dyppet.

Efter at vi var blevet spist af med en pølse midt på dagen, begyndte vi at se os omkring efter noget mere bastant til maven. Peter ville gerne have endnu en gang sushi, - der lå en sushi-restaurant i nærheden - , men vi blev ringet op af Brian, som forsøgte at samle så mange som muligt til en fælles omgang buffet-mad på en restaurant få miles væk. 


Det var en rigtig god idé. Prisen var 10 $ pr. person, og så kunne man spise løs fra en meget veludstyret buffet, og man kunne forsyne sig med alt, hvad man kunne drikke af cola, limonade osv., og til sidst kunne man lave sig en softice eller to lige så store, som man ville have dem.
Der blev hygget og snakket om oplevelser. De fleste af os havde jo mere eller mindre kørt vores eget program, så alle havde meget at fortælle.

En stor del af os skulle rejse hjem dagen efter, - med fly kl. 09.10, men da vi var tilbage på hotellet blev der igen snakket og udvekslet oplevelser i hotellets gård, selv om vi skulle tidligt op for at være sikre på at kunne nå at aflevere bilen og checke ind i god tid.

Universal Studios

Vi havde hjemmefra købt VIP-billetter til Universal Studios.
De var ret dyre, og vi var spændte på, om de var pengene værd, - det var de.


Vi blev behandlet som VIP'er, og det i sig selv var en oplevelse - ikke mindst for drengene.
På P-pladsen afleverede vi bilnøglen og fik en kvittering, og så var det bare om at finde VIP-indgangen, og derefter blev vi guidet rundt i 4-5 timer incl. en dejlig frokost.


Det er helt umuligt at fortælle alt fra den dag, så vi viser en del billeder, som kan give et lille indtryk af dagen.


Først fik vi en forfriskning ...

... og så kom vi ellers rundt i området, - dels til fods og dels i en specielt indrettet rundtursbil.


Vi opdagede hurtigt, at en stor del af effekterne drejer sig om gys og gru, og der blev da også lagt ud med en tur gennem afdelingen for skrækeffekter. Det var annonceret, at turen ikke var for små børn, og det var den heller ikke

Det er svært at komme tæt på det kendte Hollywood-skilt, fordi der er vagter, som hæger om berømthedernes privatliv, så guiden førte os til en kæmpestor fotostat, som blev brugt som baggrund. 
Vi fik at vide, at vi fra nu af ville se film med andre øjne, for intet på film er, hvad det giver sig ud for at være. Det er nok rigtigt, for dette billede, som guiden har taget, er rent snyderi.

Det var interessant at komme "back-stage" og se nogle af værkstederne, hvor der bliver lavet snydeudgaver at alt muligt.
Denne brandhane var af en slags skumgummi, og det var ambolten også.

Det var nogle meget dygtige håndværkere, der arbejdede i værkstederne.

Igen må vi sige, at intet i filmverdenen er, hvad det giver sig ud for.
Her er en facade ...

... og her er bagsiden

Mere kulisseby. Der er ingenting bag facaderne.
Vi fik at vide, at dørene bliver lavet, så de "passer" til hver enkelt skuespiller. Hvis en skuespiller er lille, bliver de døre, som han eller hun skal gå gennem, lavet små, så skuespilleren ser større ud.

Vi så også nogle af de biler, der er brugt i film, som mange af os kender.

V har jo set mange biljagter og bilsammenstød på film.
I et særligt indrettet bil-jagt-område kan man nøjagtigt bestemme, hvor meget røg og damp og ild, der skal være på bil-scenerne, og man kan bestemme, hvordan bilerne skal snurre rundt i luften.

Vi blev kørt gennem et dinosaur-land

I en lille fredelig landsby ....

... kom der lige pludselig en oversvømmelse
Heldigvis var tur-bilen konstrueret til at modstå vandet, for vandet var altså ægte nok.

Pludselig holdt vi ude midt i vandfald med et skib i øjenhøjde.

Vi fik et kig ind i den enorme samling af rekvisitter.
Det er svært at komme i tanker om noget, som ikke kan fremskaffes her.

Vi nåede tilfældigvis lige at se, at Anthony Perkins lagde liget i bagagerummet  (fra filmen Psycho). Han brød sig tydeligvis ikke om at være blevet opdaget og løb efter os med sin store kniv.

Pludselig kørte vi i et område, hvor et stort passagerfly lige var styrtet ned.
Det var i fuldt størrelse, og virkede meget uhyggeligt.

Vi nåede ikke  at tage billeder, da vi blev udsat for et større jordskælv, - turbilen rystede voldsomt - hvor blandt andet en tankvogn kom glidende ned ad en skråning mod os, og der gik ild i en tankstation tæt ved, - så vi kunne mærke varmen fra ilden.


Ind imellem prøvede vi nogle af parkens forlystelser, og hver gang gik vi som VIP'er bagom alle de ventende i køerne. Vi fik at vide, at det var almindeligt, at man en dag i parken kunne bruge fem timer på at stå i kø.


Da vi "blev sluppet fri" kunne vi stadig med VIP-skiltet om halsen gå direkte ind i alle forlystelser. Vi prøvede en sjov "rutsje-bane" en gang til og fandt så en "kamp-forestilling" med maser af effekter.

Et sted kunne man prøve at stikke hovedet i dødens gab.

Vi var ved at være trætte og meget overvældede af dagens indtryk.


Jo, - VIP-billetterne var pengene værd.
En træt familie.

På vej ud kunne vi lige nå at se, hvilke optagelser der havde været gang i denne dag.

Det er rigtigt: vi vil fra nu af se film med andre øjne....