Ina og Mogens' USA-tur m.m.

Konfirmation

2010-05-02T18:30:00.002+02:00

Drengene blev konfirmeret søndag den 2. maj i Kvissel Kirke.

Det var jo netop deres forestående konfirmation, som var anledningen til, at vi gav dem rejsen til USA.

Højtideligheden i kirken var dejlig. Foruden det ritualbundne var der plads til humor og godt humør, og der blev sunget både ældre, kendte salmer og mere moderne. Efter at den egentlige konfirmationsgudstjeneste var slut, sang vi Kim Larsens sang om, hvad de smukke, unge mennesker vil med livet.

Her ses fra venstre Lea (drengenes mor), lillesøster Katrine, Andreas, Peter og præsten Erik Colding Thaysen.

Foruden Peter og Andreas var der kun én konfirmand, - Andreas' gode ven Joachim.
Joachims forældre havde bestilt en rigtig gammel 8-cylindret amerikaner-flyder til at køre en tur med de tre drenge, mens vi snakkede færdig ved kirken og begav os hjem til Lea.

Gæsterne havde glæde af det dejlige vejr

Drengene ankommer til hjemmet.

En væsentlig del af en god dansk konfirmation er jo, at alle får noget godt at spise.
Lillesøster Katrine var hurtigt færdig med at spise - den tomme høje stol -, så hun kunne komme i gang med at lege med de jævnaldrende gæster.

Andreas holdt en tale for - især - sin mor.
Det gjorde Peter også, men det fik vi desværre ikke et billede af.

Peter hygger sig med gæsterne. Moster Iben ser af en eller anden grund meget alvorlig ud :)

Vi var meget heldige med vejret, så ind imellem blev der også hygget udendørs.

Der blev holdt flere taler og sunget flere sjove og festlige sange.

Først på aftenen begyndte man at bryde op. En del af gæsterne havde lang vej hjem

Vi havde haft en dejlig dag sammen med venner og bekendte.
Tak til dem for at være med til at gøre dagen festlig og endnu en gang tak til drengene for alle de hyggelige timer, vi har haft sammen.

Hjem fra USA

2010-04-10T19:40:00.329+02:00

Vi har desværre ikke selv nogen billeder fra hjemturen, så det bliver ved fortællingen. En hjemtur med forhindringer, synes vi.

Aftenen i forvejen havde vi pakket, så stort set kun toilettaskerne manglede at komme ned i kufferterne.
Ved 6-tiden kørte vi mod stedet, hvor bilen skulle afleveres. Heldigvis var trafikken så tidligt om morgenen meget stille. Vi havde ellers erfaret, at det altid tog dobbelt så lang tid at komme frem i Los Angeles, som GPS'en mente på forhånd.

At aflevere bilen var i sig selv en oplevelse. Dagen efter, at vi havde lejet bilen, opdagede vi, at den forreste nummerplade var meget krøllet. Det var ikke os, der havde krøllet den, så vi syntes, at det var lidt "træls", hvis vi kom til at betale for en ny.
Der var nogle i gruppen, som var mere vant til amerikanske forhold end vi, og de mente, at vi bare kunne pille nummerpladen af og tage den med hjem som souvenir. Det kunne vi ikke få os til, - men her bagefter kan vi se, at det kunne vi vist være sluppet godt fra.
Vi kom til at holde i en kø af biler, som skulle afleveres, og da det blev vores tur, kom der en mand med en håndscanner. Han kiggede på benzinmåleren og læste en stregkode i bilens forrude. Scanneren printede en kvittering ud, - incl. betaling for en tankfuld benzin, da vi stort set havde kørt bilen tør. Han gik ikke engang en tur rundt om bilen.
Da vi havde fået kufferterne i sikkerhed på fortovet, kunne vi se, at bilen var på vej i vaskehal - sådan!!
Biludlejningsfirmaet er så stort, at det har sin egen ophugningsafdeling, fik vi at vide.
Det er sjovt: amerikanerne elsker tydeligvis deres biler, men de har et meget mere afslappet forhold til dem, end vi har.
Vi fik ikke aflæst triptælleren men det blev til ca. 2000 miles, godt 3000 km.

Vi har også fundet ud af, at amerikanerne har et meget afslappet forhold til nummerplader. En ny bil behøver ikke at have nummerplader på, og vi så mange nye biler, der på nummerpladens plads blot havde en reklame for forhandleren.
Men - som Inas amerikanske kusine, Allis, sagde: "Vi kan jo ikke bare blive ved med at køre uden nummerplade." Hvor længe det går, fik vi ikke at vide.

Vi var i rigtig god tid - troede vi :-) -, så nu skulle vi bare tage udlejningsfirmaets gratis bus til lufthavnen, checke ind og så ellers lade os transportere hjem.

At checke ind var bare bøvlet, - dvs. det gik slet ikke. Der skal jo spares personale, så vi stod i kø ved automaterne. Mogens fik sit boardingpas, men automaten ville ikke læse hverken Inas, Peters eller Andreas' pas. "Vend passet," skrev den sk... maskine igen og igen. Nu mente Mogens, at et stykke papir kun har to sider, så da han havde vendt Peters pas ti gange, mente han, at nu kunne det være nok, og vi hidkaldte en uniformeret dame, som så ud til at være til for sådan nogle klumrehoveder som os.
Hun konstaterede - selvfølgelig -, at maskinen var "i udu" og sendte os til specialundervisning - Special Service - sammen med hundredvis af andre, der havde den samme dårlige erfaring med "den lette, hurtige check-in".

Jo, vi skal love for, at Air France havde check på tingene :-) Team Gamst stod foran os i køen, og "systemet" mente, at én af drengene var ankommet til København. Heldigvis kunne han jo bevise, at han stadig var i Los Angeles :-)

Inas bemærkning: "Here we stand like cattle in a ranch" vakte stor jubel, ikke mindst blandt de amerikanske. Mogens har et standardudtryk: "Man behandler flypassagerer som kvæg."

Nu blev det kaotisk: efterhånden som tiden for forskellige flyafgange nærmede sig, blev man kaldt frem til hurtig ekspedition, - og det blev vores tur. Den stakkels, fortravlede dame, der ekspederede os, bad os venligt men bestemt om at holde kæft og ikke spørge om noget, mens hun kiggede på vores e-tickets og arbejdede på at få udskrevet boardingpas og checket bagagen ind.
Da de to sidste kufferter skulle mærkes, svigtede systemet, og der blev sat en lille, undselig mærkeseddel på hver af dem.

Det var det, der fik Mogens til at sige: "Det går galt med de kufferter. Nu håber jeg fand...., at Air Frances fly virker bedre, end alt det skrammel, de har stående her."
(Det var "vores" flyrute, der for ikke så længe siden forsvandt "sporløst" over Atlanten.)

Vi huskede at stille uret frem til Atlantatid - her skulle vi skifte fly -, men af en eller anden grund fik vi at vide, at vi skulle skynde os for at nå flyet til Paris, og så skyndte vi os. (Checkede med passageren bagved, som sagde, at den var god nok med vores ur.) Hvorfor skulle vi skynde os og så sidde i flyet en time før, det skule flyve?? I Atlanta var der endda en rigtig smart metro, der hurtigt havde bragt os til den rigtige terminal.

I Paris stillede vi igen uret frem. Af en eller anden grund fik vi endnu en gang at vide, at vi skulle skynde os, hvis vi ville nå flyet til København. Historien gentog sig, og vi kom med til CPH.

I CPH konstaterede vi, at VisitDenmark har noget at gøre her. Vi har et pænt land, men hvem har råd til at være turist her?

Vi var lidt sultne og kiggede os om efter noget hurtigt og billigt. Hurtigt kunne det måske nok blive i lufthavnen, men billigt - nej. Hvis vi var amerikanske turister, ville vi med de priser finde det første fly ud af landet ;-) Vi synes, det er lidt flovt: 26,50 kr. for en ½ liter flaskevand. Heldigvis vidste vi, at vandhanevand i Danmark kan drikkes, så det gjorde vi

Vel ankommet til CPH står vi og venter på vores kufferter. "Det er nok den sorte dér," mener Peter og Andreas hele tiden. Nej ikke. Endelig går Ina til skranken og siger, at vi mangler en kuffert.

Jo, jo. Air France har check på tingene!!!. De ved godt, at vi mangler TO kufferter, som stadig er i Paris??? Hold da helt kæft!!
Så må Ina lige fortælle, hvilken af de to kufferter, det er, at vi mangler

SAS har også noget at lære. Vi havde ved køb af returbilletter Aalborg - Købehavn valgt, at Inas Dankort skulle være vores legitimation. Men tror man "lortet" virker?? Næh - vi blev igen sendt til specialundervisning.

Specialundervisningslæreren accepterede, at vi havde krav på en tur til Aalborg, hvor vi ankom planmæssigt.

Det er lige før, luftfarten har noget at lære af DSB.

FIAT-Puntoen stod, hvor den var efterladt, og det lykkedes os at få bagagen ind i den.

Da Mogens drejede startnøglen, gav det et ryk i bilen. OK, han havde en fod på bremsen og ikke nogen fod på koblingen. I "vores bil" i Amerika kunne startnøglen ikke drejes, hvis ikke man havde en fod på bremsen.
Puntoen blev stående.
Ved det første lyskryds i Frederiskahavn gik Puntoen i stå. Mogens havde glemt at træde koblingen ud.
Tænk, hvor hurtigt man vænner sig til noget nemmere - automatgear.

Lea - drengenes mor - modtag os med frikadeller og kold kartoffelsalat.... det var LIGE det, vi havde lyst til, dansk mad.

Og mandag aften kl. 22.30 fik vi sørme vores kuffert leveret på "Lars Tyndsk...s mark."
Chaufføren sagde, at han havde fast, dagligt arbejde her nordenfjords - især for Air France. Han kører hver dag 6-700 km for at aflevere forsinket bagage, - blot i Nordjylland.

Nu mangler vi at tage en tur mere til USA. Der skulle gerne "slides" mere på årskortet til nationalparkerne :) Vi har fundet ud af, at det slet ikke er svært at være i USA - næsten på egen hånd.

Tak til Brian og alle de andre rare mennesker, vi var sammen med på turen!

Sidste dag i USA

2010-04-09T18:20:00.116+02:00

Det var den af de få dage, hvor vi sov lidt længe.
Der var ikke planlagt noget ud over, at vi ville prøve at finde en god tur at gå, hvor der helst også skulle kunne findes et par cacher.
Vi fik anbefalet en lille tur i byens sydlige udkant med udsigt over Los Angeles, og vi fandt hurtigt stien, vi skulle gå ad, - en lille asfalteret sti, som gik opad, opad :) , og hvor der kunne findes seks cacher.

Nogle steder gik stien forbi nogle villahaver, hvor der groede de dejligste frugter, citroner, som især drengene var fristede af. Men vi havde fået at vide, at det at snuppe frugter på de kanter ikke regnes for uskyldige drengestreger, så vi og drengene holdt fingrene væk.

Blomsterne groede også frodigt.

Denne frugt så ud til at gro som ukrudt langs stien.

Vi mødte en dame, som kom med tre store, søde hunde. Hun viste os noget ukrudt, som vi først troede var dild, men hun fortalte, at det var fennikel, - helt lysegrønt, duftende og lækkert, da vi smagte på det.

Hun anbefalede os et sted at spise. Standarden viste sig nu at være lidt over det, vi havde tænkt os - en tilsyneladende eksklusiv golfklub -, så det endte med et par pølser ved en tankstation :)

Vi var jo blevet lovet, at der skulle være udsigt over Los Angeles, og det var der med Stillehavet til venstre.

Undervejs så vi en kolibri, som svirrede med vingeslag så hurtige som på et insekt. Vi nåede også at se et egern, men denne fyr så vi heldigvis ikke noget til. Vi spekulerede på, om man ser noget til den i villahaverne neden for bakken??

Efter turen var vi hjemme på hotellet midt på eftermiddagen, og vi blev enige om at gå en tur til stranden, som lå få minutters gang derfra.
Undervejs så vi denne flotte bil, som også viste, hvor vi var.

Drengene mente, at man ikke kunne være i Los Angeles uden at få en tur i Stillehavet. Desværre blev det pludseligt forbavsende koldt, så det blev til en meget hurtig tur, hvor vistnok kun tæerne blev dyppet.

Efter at vi var blevet spist af med en pølse midt på dagen, begyndte vi at se os omkring efter noget mere bastant til maven. Peter ville gerne have endnu en gang sushi, - der lå en sushi-restaurant i nærheden - , men vi blev ringet op af Brian, som forsøgte at samle så mange som muligt til en fælles omgang buffet-mad på en restaurant få miles væk.

Det var en rigtig god idé. Prisen var 10 $ pr. person, og så kunne man spise løs fra en meget veludstyret buffet, og man kunne forsyne sig med alt, hvad man kunne drikke af cola, limonade osv., og til sidst kunne man lave sig en softice eller to lige så store, som man ville have dem.
Der blev hygget og snakket om oplevelser. De fleste af os havde jo mere eller mindre kørt vores eget program, så alle havde meget at fortælle.

En stor del af os skulle rejse hjem dagen efter, - med fly kl. 09.10, men da vi var tilbage på hotellet blev der igen snakket og udvekslet oplevelser i hotellets gård, selv om vi skulle tidligt op for at være sikre på at kunne nå at aflevere bilen og checke ind i god tid.

Universal Studios

2010-04-08T16:58:00.217+02:00

Vi havde hjemmefra købt VIP-billetter til Universal Studios.
De var ret dyre, og vi var spændte på, om de var pengene værd, - det var de.

Vi blev behandlet som VIP'er, og det i sig selv var en oplevelse - ikke mindst for drengene.
På P-pladsen afleverede vi bilnøglen og fik en kvittering, og så var det bare om at finde VIP-indgangen, og derefter blev vi guidet rundt i 4-5 timer incl. en dejlig frokost.

Det er helt umuligt at fortælle alt fra den dag, så vi viser en del billeder, som kan give et lille indtryk af dagen.

Først fik vi en forfriskning ...

... og så kom vi ellers rundt i området, - dels til fods og dels i en specielt indrettet rundtursbil.

Vi opdagede hurtigt, at en stor del af effekterne drejer sig om gys og gru, og der blev da også lagt ud med en tur gennem afdelingen for skrækeffekter. Det var annonceret, at turen ikke var for små børn, og det var den heller ikke

Det er svært at komme tæt på det kendte Hollywood-skilt, fordi der er vagter, som hæger om berømthedernes privatliv, så guiden førte os til en kæmpestor fotostat, som blev brugt som baggrund.
Vi fik at vide, at vi fra nu af ville se film med andre øjne, for intet på film er, hvad det giver sig ud for at være. Det er nok rigtigt, for dette billede, som guiden har taget, er rent snyderi.

Det var interessant at komme "back-stage" og se nogle af værkstederne, hvor der bliver lavet snydeudgaver at alt muligt.
Denne brandhane var af en slags skumgummi, og det var ambolten også.

Det var nogle meget dygtige håndværkere, der arbejdede i værkstederne.

Igen må vi sige, at intet i filmverdenen er, hvad det giver sig ud for.
Her er en facade ...

... og her er bagsiden

Mere kulisseby. Der er ingenting bag facaderne.
Vi fik at vide, at dørene bliver lavet, så de "passer" til hver enkelt skuespiller. Hvis en skuespiller er lille, bliver de døre, som han eller hun skal gå gennem, lavet små, så skuespilleren ser større ud.

Vi så også nogle af de biler, der er brugt i film, som mange af os kender.

V har jo set mange biljagter og bilsammenstød på film.
I et særligt indrettet bil-jagt-område kan man nøjagtigt bestemme, hvor meget røg og damp og ild, der skal være på bil-scenerne, og man kan bestemme, hvordan bilerne skal snurre rundt i luften.

Vi blev kørt gennem et dinosaur-land

I en lille fredelig landsby ....

... kom der lige pludselig en oversvømmelse
Heldigvis var tur-bilen konstrueret til at modstå vandet, for vandet var altså ægte nok.

Pludselig holdt vi ude midt i vandfald med et skib i øjenhøjde.

Vi fik et kig ind i den enorme samling af rekvisitter.
Det er svært at komme i tanker om noget, som ikke kan fremskaffes her.

Vi nåede tilfældigvis lige at se, at Anthony Perkins lagde liget i bagagerummet (fra filmen Psycho). Han brød sig tydeligvis ikke om at være blevet opdaget og løb efter os med sin store kniv.

Pludselig kørte vi i et område, hvor et stort passagerfly lige var styrtet ned.
Det var i fuldt størrelse, og virkede meget uhyggeligt.

Vi nåede ikke at tage billeder, da vi blev udsat for et større jordskælv, - turbilen rystede voldsomt - hvor blandt andet en tankvogn kom glidende ned ad en skråning mod os, og der gik ild i en tankstation tæt ved, - så vi kunne mærke varmen fra ilden.

Ind imellem prøvede vi nogle af parkens forlystelser, og hver gang gik vi som VIP'er bagom alle de ventende i køerne. Vi fik at vide, at det var almindeligt, at man en dag i parken kunne bruge fem timer på at stå i kø.

Da vi "blev sluppet fri" kunne vi stadig med VIP-skiltet om halsen gå direkte ind i alle forlystelser. Vi prøvede en sjov "rutsje-bane" en gang til og fandt så en "kamp-forestilling" med maser af effekter.

Et sted kunne man prøve at stikke hovedet i dødens gab.

Vi var ved at være trætte og meget overvældede af dagens indtryk.

Jo, - VIP-billetterne var pengene værd.
En træt familie.

På vej ud kunne vi lige nå at se, hvilke optagelser der havde været gang i denne dag.

Det er rigtigt: vi vil fra nu af se film med andre øjne....

Walk of Fame, Beverly Hills m.m.

2010-04-07T20:20:00.203+02:00

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)

Efter morgenmad på hotellet kørte vi nordpå i Los Angeles for blandt andet at gå på Walk of Fame på Hollywood Boulevard - gaden hvor der er lagt ca. 2500 stjerner i fortovet med navne på kendte personer fra film-, musik- og TV-branchen.

Når vi så navnene, var det forbavsende mange, vi kendte.
Her er et par stykker af dem -

Vi fandt også den allermest kendte -

Da vi havde gået frem og tilbage i nogen tid, fandt vi ud af, at vi nok ikke kunne få vores nysgerrighed stillet på egen hånd.

Flere steder var der tilbud om guidede ture i små, åbne busser, og vi besluttede os for at tage med på èn.
Vi blev kørt rundt i området ad veje, vi aldrig selv ville have kunnet finde, så det var en god beslutning.

I USA kører der stadig ret mange af de gamle VW-bobler. Denne er en af de lidt mere specielle

(Selv om Los Angeles ikke er kendt for mange skyskrabere, er der dog huse, som er pænt høje. Byen rummer 17 mill. mennesker og dækker et areal på størrelse med Sjælland.

Det var lidt af en opgave at køre på 8-sporede motorveje omkring Downtown. Selv med GPS kunne det være en udfordring, når den sagde, at vi skulle holde til venstre en km efter, at vi var kommet ind fra højre med 65 miles i timen. Så kunne det være nødvendigt at køre lidt "agressivt" og møvre sig ind mellem to biler, selv om man egentlig syntes, at der var knebent med plads. Amerikanerne tog det pænt og lettede på speederen, så det kunne lade sig gøre.
Vi slap fra alle vore kørte små 2000 miles med et dyt fra en bilist, som lige ville fortælle, at han var der, da Mogens var ved at lægge Nissan'en over i banen til højre. )

Guiden/chaufføren holdt, så vi alle kunne komme til at fotografere det berømte skilt, - som der vist kun findes magen til på Als :-)

Vi blev kørt rundt i kvarteret, hvor de de allerrigeste og allerkendteste bor.
Forståeligt nok gemmer de fleste sig bag mere eller mere mindre tætte gitterporte.

Vi kan slet ikke huske, hvem der bor i de forskellige huse. Peter Falk, ejeren af Playboy, Meryl Streep ???, men vi - og især Andreas - så skolen, som Michael Jackson havde gået i og det hus, som han havde ejet i Beverly Hills, - og porten som han var ført ud af, da han døde - jo,, jo.

Her er et par huse mere

Andreas med luft i håret.

Flere villaer.

Peter og Ina.

... og et par huse mere.

Dette hus er der nok mange, der kender.

Undervejs holdt vi en lille pause.

Så vi også kunne fotografere dette skilt.

I en af gaderne var der ikke den mærkevare, man ikke kunne købe.

Efter køreturen på ca. to timer gik vi igen og kiggede på stjerner i fortovet, og vi fik os en hotdog. En rigtig, original, amerikansk hotdog. Når man køber en hotdog over there, får man en pølse i et pølsebrød, og så kan man selv fylde det på, som man ønsker.

Vi løb på Toan og Prospero-DK, som havde en virtuel cache på GPS'en som Mogens af en eller anden grund ikke havde. Mogens fik den beemet, og så blev cachen fundet 150 meter fra, hvor vi var mødtes.
Cachen drejede sig om hende her.

Et sted i gaden har kendte sat deres fod- og håndaftryk, skrevet en lille sentens og sat deres underskrift.

Igen lykkedes det os at finde den allerkendeste :-)

Hende her kendte drengene ikke.

Der stod en mand, som ville sælge en CD. Vi ville nu ikke købe, men spurgte om han vidste, hvor der var en pladeforretning.
Han forklarede, at det ville tage 10-15 minutter at gå derhen, men så mente han også, at vi ville kunne købe, hvad vi ønskede.
Vi havde lovet at tage noget musik med hjem, og der var også noget, vi gerne ville købe til os selv.
Vi opdagede, at vi vistnok var kommet ind i verdens største pladeforretning ...

Den var bare STOR. Lokalet var større end en stor Bilka!
Den ligger forøvrigt her:
N34 05.874
W118 19.751
8785,90 km fra vores hus :-)

Så var det tid at finde bilen og komme hjem til hotellet.

Las Vegas - Los Angeles

2010-04-06T17:14:00.093+02:00

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)

Vi var igen indstillet på en dag, hvor det mest kom til at dreje sig om en lang køretur.
Og igen en tur på IHOP, og vi valgte en pæn, stor morgenmenu for ikke at blive for hurtigt sultne.
Den så sådan ud. Der er spist et pænt stykke af steak'en på venstre tallerken.

Er der noget at sige til, at der er en del store amerikanere :)

Ingen af os kunne spise de tre tykke amerikanske pandekager med smør-pisket flødeskum - eller hvad det nu var.
Men vi havde lagt mærke til, at mange gæster i restauranten bad om en boks til at tage mad med sig i.
Det gjorde vi også, og vi fik prompte et par flamingo-bokse, som de 12 pandekager lige kunne være i.

Vi nåede at besøge et andet outlet-center, inden vi forlod byen. Men vi fandt ikke lige, hvad vi gik efter, - blandt andet bukser til Mogens, så vi må se, hvad vi kan finde derhjemme.

Til gengæld så vi igen, at der ikke er noget, der er umuligt i Las Vegas. Vi havde også set et stykke af Seinen med parisiske broer og gadelamper, og et sted var der en del af Venedig med gondoler osv. osv.

Vi havde igen udset os nogle cacher undervejs - en for hver 20-30 miles.
En af dem var en micro gemt under en af tipvognene i baggrunden. Det er en guldgraver/vasker i forgrunden. Seksløberen sidder løst for det tilfælde, at nogen skulle forgribe sig på hans guld.

Hen på dagen sad vi ved en cache lidt væk fra motorvejen og spiste pandekagerne og drak cola til.

Allerede den første dag havde vi købt en stor flamingo-boks til at have drikkevarer i. På alle hoteller er der ismaskiner, så vi kunne fylde is på boksen. På den måde kunne vi altid have kolde drikkevarer med os. Flaskevand, cola og andre slags sodavand, - samt Budweiser øl er meget billigt at købe i supermarkederne.

Nogle mente, at det ikke var meningen, at man skulle fylde is på køleboksen fra isautomaten, men vi blev ikke antastet, når vi var i færd med det :)

Først på aftenen nærmede vi os hotellet i Los Angeles, og vi fandt en Burger King, hvor vi fik os endnu en fed menu med en tripple-burger.

Drengene siger, at Burger King er bedre end McDonald's, og vi tror, de har ret ....

Hoover Dam

2010-04-05T15:33:00.136+02:00

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)

Vi havde fået at vide, at der kunne være lange bilkøer og trafikpropper ved Hoover Dam, men Allis havde sagt, at hvis vi kørte fra Boulder City ved 9-tiden, ville vi kunne undgå trafikproblemer.

Så vi besøgte igen en IHOP, hvor vi fik os et ordentligt morgenfoder, inden vi kørte sydøstover og tog Allis med på vejen.

Noget af det første vi så, da vi nærmede os dæmningen, var dette vej/brobyggeri.
Allis fortalte, at der er delte meninger om det, da det vil føre en meget stor mængde trafik gennem Boulder City.
Men flot var det.

Vi fandt hurtigt en gratis P-plads.
På dette billede aner man den store sø, som dæmningen danner.
Den lyse del af bjergene forneden viser, hvor langt vandet kan nå op i søen, men det er mange år siden, det er sket, da det har regnet for lidt i de senere år.

Her er der mulighed for, at vandet kan løbe over og komme udenom dæmningen - fra venstre mod højre - , hvis det skulle blive nødvendigt. Det har det altså ikke været i nogle år.

Her er der et kig ned ad dæmningen på siden modsat søen. Det kunne godt kilde lidt i maven.
Selv om byggeriet er fra 1930'erne, virker det stadig meget imponerende.

Arizona-tid. Dæmningen forbinder Nevada med Arizona.
Sådan et tårn var der også på Nevada-siden. "Normalt" viser de to ure en time forskelligt, men da Arizona ikke bruger sommertid, viste de det samme denne dag.

Dæmningen hedder det, den gør, fordi ....

Vi var også imponerede over denne skulptur.
Man har hædret de mænd, som havde noget af det farligste arbejde under byggeriet af dæmningen.
Deres opgave var at hænge i en "gynge" og blandt andet med et trykluftbor at fjerne løse klippestykker, så dæmningen kunne støbes mod fast fjeld.

Detaljer fra skulpturen -

.. flere detaljer.
Skulpturen er lavet af metal, - vistnok bronze.

Der er vist ikke ret mange, der har lyst til en gåtur på muren, men i USA skal det "skæres ud i pap". Ellers kunne nogen måske finde på at forlange erstatning.

Da vi havde set os mætte, var vi ved at blive sultne i maverne, og vi kørte hjem til Allis, hvor vi fik serveret en dejlig frokost. Drengene er ikke kostfornægtere, men Allis sagde bare: "Go ahead!", og det gjorde de så ...

Desværre var vi nødt til at tage afsked Vi kunne have snakket og hygget os meget længere hos Allis, men vi havde lovet drengene en tur i et outlet-center i Las Vegas, inden vi kørte mod Los Angeles næste dag.

Drengene var i højt humør, da de fór ind og ud af de bugnende sko- og tøjforretninger.
Det endte med, at de købte sig hver et par sko til konfirmationsdagen plus hver et par amerikanske, spraglede prale-sko og hver en sommerjakke.

Vi var igen lidt sultne og fandt et sted, hvor vi kunne spise kinesisk. Det smagte faktisk, som vi husker det fra Kina.

Der var så meget at se og opleve, at vi ind imellem glemte, at vi også var på geocachingtur. Men et kig på GPS'en fortalte næsten altid, at der ikke var langt til den nærmeste cache.
Vi fandt nu en enkelt og havde en Not Found i et parkeringstårn :(
Herfra kunne vi til gengæld studere noget af Las Vegas' arkitektur. Der er tilsyneladende ikke noget, der ikke kan lade sig gør i Las Vegas.

Mens vi var der, kom der pludselig 16 (!) helikoptere blafrende hen over hovedet på os. Vi spekulerede på, om "der var sket noget", men en P-vagt fortalte, at der bare var tur-helikoptere, som man kunne købe sig en tur i.

Drengene nåede endnu en gang i fitness-center, inden vi gik i seng.

Spring Preserve

2010-04-04T19:00:00.102+02:00

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)

Det var en af de få dage, hvor vi sov lidt længere. Ellers havde vi været tidligt oppe for at nå det, vi gerne ville.

Vi havde en aftale om at møde Inas kusine, Allis, ved Spring Preserve i udkanten af Las Vegas.
Det må være en fejl, at stedet ikke er nævnt i "Turen går til ....", for det er kåret som det "museum", der bedst formidler viden om naturforhold for børn og unge.

Allis søn, Christoffer, har været chef for al beplantningen i - og omkring anlægget, og det gjorde det selvfølgelig ekstra sjovt for os. Man har søgt at genskabe den oprindelige ørken-flora i et stort område.

Møde ved hovedindgangen.

En del af det "indre" anlæg

Sådan en fyr var der på en legeplads

Drengene sidder på en "slange/krokodille", og kunne tænke sig en klatretur i klipperne, men det må man ikke, -

.. og så var de også for gamle til den legeplads.

Inden døre var der virkelig meget at se og prøve. Her forsøger Andreas sig med at svare på spørgsmål om - især amerikansk - natur.
Det lykkedes for ham få max-points!

Vi var også ude at køre en tur i tog over prærien...

.. og et sted kunne man studere krystaller.

Eftermiddagen gik hurtigt med at se og undersøge.
Allis havde inviteret os hjem til aftensmad sammen med Christoffers svigerforældre og svigerinde og svigerindens børn.

Allis er personligt ven med Lance Armstrong ..

... hun og hendes afdøde mand, Bob, har været aktivt og ivrigt involveret i et program, hvor sponsorer honorerer amatørcykelryttere pr. kørt mile med midler til støtte for bekæmpelse af kræft ("Livestrong").

Her er Allis i sit køkken sammen med Christoffers svigerforældre. Vi fandt ud af, at i USA er det almindeligt, at man har noget spiseligt med, når man er inviteret til spisning.
Kagen i forgrunden er medbragt af Christoffers svigerinde, og Christoffers svigerforældre havde flere slags småkager med.
Vi må huske at have noget med, næste gang vi kommer på de kanter :)

I et amerikansk hjem er der en ordentlig sofa, så man kan hygge sig ved TV'et.....(drengene, Christoffers svigerinde og hendes to drenge)

.... og selvfølgelig en pool :-)

Christoffer bor en dagsrejse væk, men han ringede og fik en snak med bl.a. drengene.
Drengene har fået talt rigtig meget engelsk/amerikansk på turen, og de er meget hurtige til at fatte det, som vi to gamle ikke har nået at få med i farten.

Efter fyraften kom Michael, som vi jo kendte fra om fredagen, og vi havde det alle rigtig hyggeligt, og snakken gik livligt om løst og fast, blandt andet om det fælles familiemæssige - og om ligheder og forskelle mellem det danske og det amerikanske samfund. Christoffers svigerfar har været lærer, og Mogens og han kunne sagtens blive enige om tiderne ugunst :)
Vores fordom om, at man i USA ikke sidder og hygger sig ved bordet blev gjort grundigt til skamme! (Vi har den nok også mest fra nogle amerikanske TV-serier, hvor folk hele tiden futter ud og ind ...).

Hen på aftenen tog vi afsked og kørte til hotellet.
Vi havde en aftale om at mødes med Allis igen næste morgen.

Zion National Park

2010-04-03T16:22:00.139+02:00

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)

Vi havde besluttet, at vi ville besøge Zion National Park, selv om det betød en dagstur fra Las Vegas.

Morgenmaden var ikke inkluderet på hotellet, så vi kørte, som vi før havde gjort, en tur til en IHOP (International House of Pancakes). Der er en kæde af restauranter, som har specialiseret sig i at servere morgenmad - amerikansk morgenmad, som skulle kunne dække kaloriebehovet for resten af dagen :-)

Som før havde vi udset os nogle strække-ben-cacher langs vejen. De fleste gik let nok, men der var også et par Not Founds imellem, - blandt andet én som vi opgav, fordi vi skulle gå og lede langs den hvide kantstribe på en befærdet landevej.

Selv om vi må indrømme, at vi mest så parken fra bilen, var det imponerende, og vi kan ikke lade være med at lægge en hel del billeder op......

Undervejs fik vi benzin på, og drengen fik øje på noget Beef Jerky, cowboymad som mest bestod af tørret kød i stænger og plader.
De fik lov at købe nogle portioner, og de kunne godt lide det.

Et sted havde man hædret den oprindelige befolkning sådan:

Denne vogn, som vi fandt i nærheden, var vist ægte nok, - en type som vi kender fra de amerikanske nybyggerfilm.

Vi kørte efter GPS, og på hjemvejen troede vi en overgang, at der var noget i vejen med den: den skiftede et par gange "mening" om, hvornår vi kunne være hjemme ved hotellet - en time den ene vej og senere igen en time den anden vej.
Vi var kørt fra Nevada til Utah, hvor parken ligger, men undervejs snitter man et lille hjørne af Arizona, som ikke har sommertid og altså er en time efter de andre stater i området. GPS'en er sat til at autoopdatere tiden, og den "vidste" altså godt, at uret skulle stilles en time tilbage i Arizona og frem igen, når vi kørte ud af Arizona.
Se kort

I Palm Springs og Las Vegas er det svært at få øje på, at der er økonomisk krise i USA.
Men undervejs kørte vi gennem en by, som bare var til salg. Det var trist: tankstationer var til salg, hoteller var til salg, boliger var til salg, og nogle var tilsyneladende bare forladt, - alt så ud til at være i forfald :-(

Vi kom tilbage så tidligt, at vi gik en tur hen til The Strip.
Det var blevet mørkt, og vi nød den flotte opvisning: hvert kvarter følger springvandene musik og understreger rytme og stemning i musikken.

I nærheden er der en traditionel by-cache, som vi ville finde. Da vi kom frem, gik der et amerikansk geocacherpar og ledte, og vi fik en lille snak med dem.
Og så fik drengene og Mogens turens chok: mens vi gik foroverbøjede og ledte, blev vi grebet i nakken, og en bøs stemme råbte: "What are you doing here?" Vi troede, at det var FBI eller CIA, der havde observeret mistænkelig adfærd, men det var bare Elmbæk, der havde set os....

Drengene nåede en tur i fitness-center og poolen, inden vi gik i seng efter en lang dag fyldt med nye indtryk.

Red Rock m.m.

2010-04-02T16:39:00.153+02:00

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)

Vi havde planlagt at være sammen med Inas kusine, Allis, i tre af de dage, vi var i Las Vegas.
Allis bor i Boulder City ca. 40 km sydøst for Las Vegas.

Det var aftalen, at vi skulle mødes ved hotellets reception kl. 10.
Ved 9-tiden ville drengene en tur i fitness-center, men et øjeblik senere kom de tilbage sammen med Allis. Hun havde ikke kunnet vente, og havde spurgt sig for, ind til hun havde mødt et par drenge, som talte dansk, Peter og Andreas.

Vi havde troet, at vi havde god tid, og værelset lignede et sted, hvor der var faldet en håndgranat, men vi var alle ivrige med at snakke og fortælle, så det betød ingenting.

Et øjeblik senere dukkede Allis' søn, Michael - en grandfætter til drengenes mor - , op. Vi snakkede i munden på hinanden om løst og fast. Allis har for nylig fået et nyt knæ, og vi kunne fortælle, at det har Inas bror, Per, også. Så fortalte Michael, at han har været opereret i knæet, og det viste sig, at han har den samme "konstruktionsfejl" i knæet som Andreas. Så mente Mogens, at det nok ikke er fra hans side af familien, at fejlen stammer :-)

Michael ville gerne vise os Red Rock, som ligger ikke langt fra Las Vegas. Området har status af nationalpark. Det koster en afgift, hvis man ikke blot vil køre igennem uden at standse, og vi kom ind på det årskort, som vi havde købt.

Nær et besøgscenter i området fandt vi den største cache, vi har set, bortset fra en bytte-bamse-cache i nærheden af Ribe.

Andreas, Michael, Ina og Peter

Red Rock er faktisk rød - (rust/jernforbindelser).
Bemærk de små mennesker nederst i billedet.

Her gik vi også en tur.
Bemærk igen menneskene til venstre for midten af billedet.

De fleste steder kunne vi gå.
Kun et par enkelte steder måtte vi kravle/klatre.
Det er nogle pænt store sten. Se personerne ved pilen øverst til venstre.

Mange steder - også i Joshua Tree parken - så vi disse spind på størrelse med en tennisbold. Larverne var meget levende :)

Allis og Michael kendte et sted, hvor man kunne få nogle gode bøffer. Igen fandt vi ud af, at man drikker cola til alt muligt, - altså også gode bøffer -

Ina, Allis og Andreas.

Andreas, Michael og Peter.

I restauranten var der ophængt én-dollar-sedler, som der alle var skrevet noget på. Vi fandt aldrig ud af, hvad meningen var....

... og i nærheden fandt vi dette hus. Vi kunne ikke rigtig afgøre om det var "ægte" gammelt, men det lignede noget fra en western.

Da vi kom tilbage til hotellet efter en djlig dag med mange oplevelser, var der mere krudt i drengene, og de var et par gange i fitness-centeret.
Bagefter stillede Andreas sig op foran spejlet og undrede sig over, at han ikke kunne se nogen forskel på overarmene efter at have løftet håndvægte ..

Palm Springs - Las Vegas

2010-04-01T19:40:00.012+02:00

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)

Dagens vigtigste bedrift skulle være at køre den ret lange vej fra Palm Springs til Las Vegas.
Vi valgte ikke at køre den hurtigste vej, men kørte syd og øst om Joshua Tree nationalparken.

På forhånd havde vi udset os nogle cacher tæt ved vejen, så vi med jævne mellemrum havde en anledning til at strække ben.

Det var som i en amerikansk film: 50 km hvor det bare gik ligeud, - næsten ingen trafik, så fartpiloten blev slået til, og der skulle blot styres lidt en gang imellem. De samme 50 km kørte vi langs en jernbane, hvor der meget af vejen var "skrevet" navne i skråningen.

Der var ikke noget som helst andet end vejen og jernbanen, der så ud til at være berørt af menneskehånd, - vi så ikke et eneste hus

Da vi havde fundet en cache ved vejen, fandt en af drengene denne fyr..

I begyndelsen var den helt stille, men da drengene syntes, den var en sød, lille mini-dinosaur, blev den helt familiær og kravlede op og ned ad deres arme..

Her mødte vi Team Gamst og mormor_DK, som kørte i samme STORE bil. De store Team-Gamst-drenge kunne også godt lide den lille fyr.

Mens vi stod og beundrede ham/hende dukkede et par amerikanske geocacher-fyre op. Vi bemærkede, at de ikke fandt det umagen værd at slukke motoren, mens de bevægede sig et par hundrede meter ud i terrænet for at finde en cache. De kendte godt dyret og kunne fortælle, at den var helt "harmless", og at det vistnok var en slags frø.

Undervejs var vi inde et sted for at få en mexicansk frokost. Den var vistnok "amerikansk-mexicansk", men den smagte udmærket :-)

Vi nåede lige at blive indlogeret på hotellet i Las Vegas, inden det var tid at finde den restaurant, hvor det var aftalt, at vi skulle spise sushi sammen med de fleste andre fra gruppen.

Peter (den ene tomme plads) er vist henne for at finde noget mere at spise :-), og Mogens' tallerken er kommet til desserten.

Det er forøvrigt HelgeLarsen i baggrunden i den hvide T-shirt. Det var ham, der med teknisk snilde sørgede for, at vi alle kunne have vores bærbare opdateret med alle cacher i området.

Vi og begge drengene kan godt lidt sushi. Andreas mente bagefter, at han nok havde spist for 50 $, og det skal nok passe. Selv om det ikke var en billig restaurant, var prisen dog ikke så høj :-) Ingen af drengene er jo kostfornægtere.
Peter kunne også lide det meste, men nøjedes med at snuse til den østers, han havde på tallerkenen.
Drengene var imponerede over, at personalet hele tiden fyldte på cola- og limonadeglassene.
Vi fandt hurtigt ud at, at man i USA helt naturligt vælger f.eks. Cola til alt, hvad man spiser på restaurant, - også røde bøffer.

Peter var en tur på toilettet (the restroom). Der var tre japanere, og Peter fandt ud af, at de har noget til fælles med de gamle romere: de stak tre fingre i halsen og kastede op for at kunne gå ind og spise videre....Peter syntes, det var rigtigt ulækkert!

Flere steder (også her) så vi, at det er et sundhedsmæssigt krav, at man tager en ny tallerken, hver gang, man går op til bufféen. Spøger svine-influenzaen mon endnu?

Efter sushi-restauranten var det tid til en hurtig strøg-tur på The Strip - Las Vegas hovedstrøg.
Vi mødte 10.000'er af mennesker, - så Eiffel-Tårnet i halv størrelse, og fik et kig ind i de mega-store kasinoer og spillehaller, hvor der hver aften nok bliver omsat millioner af dollars. Heldigvis har ingen af os et spillegen, så vi blev ikke fattigere ved den lejlighed.

Las Vegas er på jysk: bralder, men det er imponerende bralder :-)
Mere bralder -
Svævende Harley Davidson i mega-størrrelse.

Sådan nogle biler er Las Vegas bare fuld af.
Fotograferet at Peter på vej hjem til hotellet..

Pushawalla Power Path

2010-03-31T16:55:00.002+02:00

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)

Vi havde aftalt med andre geocacherhold, at vi skulle gå en tur i ørkenen.

Pushawalla Power Path lyder af regulær power-caching, men vi havde fået at vide, at der var rigeligt med naturoplevelse til de 29 cacher, som ligger på ruten, - og det var der.

I cachebeskrivelserne står der, at man skal tage godt med vand med, så vi puttede nogle flasker i rygsækkene og drog af sted efter at have parkeret bilen et sikkert sted. Det fremgik nemlig også af cachebeskrivelserne , at der var sket indbrud i biler, som var parkeret lige i nærheden af den første cache.

Vi var
os selv - InaOgMogens,
drengene - Specialtropperne,
et ægtepar fra Vejen på vores egen alder, - mormor_DK
mor og to voksne sønner fra Gamst, - Team Gamst
familien Erbahn med to voksne og en søn på 10 år, - Erbahn.

Der var 32 grader Celsius i skyggen, så vi var lidt spændte på, hvordan det ville være i ørkenen.
Det blæste virkelig meget på den bjergkam, som vi fulgte et langt stykke, så sveden tørrede hurtigt, - og men vi fik brug for at tage nogle slurke vand ..

Drengene var lidt overraskede over, at ørken ikke bare er sand, men at der gror noget, som kan klare sig næsten uden vand..

Der var tid til meget sjov og snak om alt muligt, men nogle gange var det mest om bare at komme opad.

Nogle gange kunne vi undre os over, hvor frodigt, der så ud, men disse blomster kan altså klare sig med meget lidt vand.

På et tidspunkt pegede GPS'en ud over en skrænt mod den næste cache., så vi måtte finde ud af, hvordan vi skulle komme ned. Efter lidt søgen frem og tilbage fandt vi en kløft, som kunne bruges med forsigtighed ... vi var enige om, at det var et "trælst" sted at brække et ben.

Neden for skrænten var der en regulær oase, - lige som vi har forestillet os med palmer og fugtig jord. Et lille vandløb var ganske vist næsten udtørret, men måtte gå uden om nogle vandpytter.

Vi fandt også ud af, at palmer ikke bare er palmer. Disse var nogle sjove skæggede nogle, og de havde smidt sorte frø - som mest lignede solbær - overalt. Ina har nogle stykker med hjem. Det kunne være sjovt med et lille palmetræ i vinduet. Udendørs klarer de sig nok ikke i vores klima.

Her er hele gruppen undtagen Mogens

Når man skal tilbage til udgangspunktet, må der efter en nedstigning jo komme en opstigning. Heldigvis var cacherne lagt i nummerorden, så man blev ledt en "fornuftig" vej til et sted, hvor det kunne lade sig gøre at komme op fra oasen.

Undervejs op kom vi forbi et gammelt vrag af en bil, og det er en gåde, hvordan den er havnet dér. Den kan i hvert fald ikke være kørt stille og roligt. Måske er den på action-film-manér drønet ud over skrænten langt oppe?? Der var masser af skudhuller i vraget, så der har sikkert været en mafia-biljagt i gang :-)

Nu havde vi været ved det fjerneste punkt på turen og var på vej tilbage til bilerne. Og vi beundrede stadig plantevæksten.

Her er en ørkentrompet....

... og her er en kaktus i blomst. Kaktussen er ca. ½ meter høj.

Hele vejen havde vi lagt mærke til en masse huller i jorden. Vi var blevet enige om, at det nok var jordegernernes huler, men vi blev klogere.... :-)
Denne fyr var ca. 1½ meter lang, og den bevægede sig så hurtigt, at vi ikke tror, man kunne løbe fra den ...

Peter var vistnok den eneste, der nåede at få et billede af den, inden den med lynets hast smuttede ned i sit hul. Bemærk, at slangens hoved mangler nederst i billedet, så den er altså på vej hen mod Peter.

Da Inas amerikanske nevø så billedet, mente han at det var en slags firben, der kun har rudimentære ben tilbage. Den er vistnok ikke farlig.

Senere fik vi at vide, at der var en fra gruppen, der helt havde opgivet at gå turen, da hun var blevet budt velkommen af en slange ved den første cache.

Det var den sidste dag, vi skulle bo i Palm Springs, og drengene syntes, at det var en skam, hvis vi ikke fik lavet et aller andet fælles arrangement..
Det blev hurtigt besluttet, at der skulle være fælles grill-aften, så vi var en tur i Ralphs - en stor supermarkedskæde i USA. Her købte vi nogle bøffer og nogle pølser, så vi var klar. Hotellet havde grills, som vi kunne bruge.

Desværre blev aftenen næsten lige så kold, som dagen havde været varm, men grillet og hygget blev der, inden vi gik i seng.

Joshua Tree National Park

2010-03-30T03:58:00.001+02:00

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)

Det var ikke denne dag, vi hjemmefra havde besluttet at besøge parken, men vi fandt ud af, at vi nok ikke kunne nå det på vej mod Las Vegas. Der skal betales for at køre ind i nationalparkerne, og vi regnede ud, at det kunne betale sig at købe et årskort, som gælder for en person, - som dermed er medlem, - og de personer, som er med i hans bil. Vi regner med at besøge flere parker.

Alt er jo stort i Amerika

Sådan er karl så vi i går.

På vej mod parken kørte vi forbi en vindmøllepark. Den var altså også ret stor. Her ser man nogle få procent af de møller, der står her. Det blæser meget netop i dette område, da vinden presses ind mellem to rækker bjerge. Det mærkede vi især på hjemvejen, hvor det ruskede i bilen, og der var en veritabel sandstorm.

I en ørken er der jo kaktus. Denne er en af de mindre :)

Ved indkørslen til parken var det meningen, at vi skulle stoppe.

Træerne hedder Joshua-træer, og de kan klare sig med næsten ingen vand....

.... og de har de fineste blomster..

Så Peter, nu kører vi....

I nationalparkerne må der ikke udlægges fysiske cacher, så vi "fandt" er par earth-cacher, der som nævnt logges ved at løse nogle opgaver på stedet. En af dem gav os en tur i bjergene. Heldigvis fandt vi et lille pas, som vi kunne komme igennem. Senere opdagede vi, at vi kunne have parkeret på en plads tæt ved cachen og gået på vores flade futter nogle få hundrede meter til den. Men så havde vi jo ikke fået prøvet at klatre i bjerge :)

Vi havde fra begyndelsen en idé om, at vi ville køre tværs gennem parken, men vi fandt ud af, at det kunne vi nok ikke nå. Parken er vistnok større end Vendsyssel, så vi kørte tilbage.

Vi var alle blevet godt sultne, og så efter et sted at spise. Vi fandt et sted, der var som trukket ud af en gammel cowboy-film. Det var helt sikkert "ægte". Indenfor sad der, - som der skulle, - en ved en disk og skovlede ind. Rundt omkring sad der andre ved borde og spise og læste avis. Vi manglede bare, at John Wayne kom og sparkede døren ind. Der blev bestilt Country fried Steak, som vi troede var en ordenlig bøf. Det viste sig at være svinekød, men det smagte fint, og vi roste den lille, gamle kineserkone, som serverede. Hendes mand stod ude i køkkenet og lavede maden.
På et skilt stod:
IN GOD WE TRUST
ALL AUTHORS PAY CASH
NO PLASTIC OR CHEKS

Vi fonemmede, at stedet var ved at lukke for dagen - midt eftermiddagen - , og da de andre gæster var gået, så vi vores snit til at tage et par billeder inden døre.

Da vi kom tilbage til hotellet, så vi et skilt på muren. Det er et farligt sted, vi bor. V blev enige om, at for os to gamle er det sidste i hvert fald ikke noget problem.

Om aftenen var det tid til en tur ud i et af Palm Springs villakvarterer, hvor vi gik en tur. Det er meget velhavende mennesker, der bor der. (Der er ca. 100 golfbaner i området omkring byen). Ganstierne langs murene ind til villahaverne er passede og plejede, og der er ikke et græsstrå, der vender forkert, men selv om man helt sikkert har kunnet se, at vi var der af nysgerrighed, var de folk, vi mødte meget venlige og ville gerne høre, hvor vi kom fra, og hvad vi synes om Amerika. I det hele taget har vi mødt en venlighed og åbenhed, som vi ikke kender hjemmefra. Nu kan vi bedre forstå, at danskere ofte bliver regnet for lidt indesluttede.

Og så lå cacherne her med ikke mere end de "lovbefalede" 161 meters mellemrum. Vi "fiskede" nogle stykker undervejs.

Svævebane m.m.

2010-03-29T23:27:00.001+02:00

(Klik på billederne for at få dem i stor størrelse.)

Drengene ville helst begynde dagen med at spise morgenmad og lade morgenbadet være en tur i poolen, og sådan blev det.

Selv om vi har en plan, er der mulighed for improvisation.

Vi opdagede, at der er en svævebane nær Palm Springs, og den måtte vi hellere prøve.
Det var en varm dag med 32 grader skyggen, så det kunne også være rart at komme op i lidt køligere luftlag.

Her er vi på vej op. Palm springs ligger ned i dalen, og der er LANGT ned :)

Oppe fra toppen var der også en fantastisk udsigt, og der kunne loggen en "Earthcache", - en cache som ikke er fysisk, men som f.eks.logges ved at besvare nogle spørgsmål, som kræver, at man har været på stedet.

Der var stadig sne, og der voksede enorme fyrretræer, - helt anderledes klima end nede i dalen.

Vi forsøgte os med en fysisk cache, som lå 450 væk - i luftlinje. Vi kom til at gå en lang zig-zag-tur og endte ved nogle flotte klippeformationer. Vi kunne regne ud, at cachen måtte ligge 1½-2 meter nede under sneen, så den fik lov at blive liggende.

Der er rigtig mange firben, lige så snart man bevæger sig lidt væk fra vejene. De smutter rundt mellem stenene og ser søde ud

Der er også klapperslanger, men dem har vi ikke mødt nogen af endnu. Det skulle ellers være let nok.

Efter turen var det tid at smutte hjem til hotellet, så vi gamle kunne ligge en halv time på ryggen, og drengene kunne få en tur mere i poolen.

Her er et par prinser

Andreas forelskede sig i en CocaCola-bil. Den var også flot og så helt ny ud.

Lidt senere fik vi mod på at gå en tur for at finde stedet, hvor man får de store is. Det lykkedes os at finde stedet, men desværre kastede de ikke rundt med isene, sådan som vi havde set på YouTube ;) men de smagte godt og var store, som alt det andet her i Amerika.
Der blev spildt masser af is og krymmel på gulvet bag disken, så Peter mener, at gulvet er beskidt, men det smager sikkert godt.

Udenfor isbutikken fik vi en lang snak med en mand, som fortalte, at har var muslim. Han kendte alt til Danmarks problemer med tegningerne, og mente, at ekstremisterne var fra forstanden.

Derefter var det tid igen at gå en tur Downtown, hvor cacherne ligger som perler på en snor. Det blev til nogle stykker, og vi løb på andre danskere, der ligesom vi nød aftenen.

Træt geocacher.

Vi er godt og vel kommet til Amerika

2010-03-29T06:17:00.018+02:00

Der er langt til Amerika!!
Rejsen herover gik fint, men det er længe at være på vej.

Det var helt overvældende med de sikkerhedscheck. I Paris viste vi pas og andre papirer fem gange ved forskellige "poster", og flere af os blev kropsvisiteret, - deriblandt Ina og Mogens.

Der blev hygget i flyet

Og vi kom en tur ind over Sydgrønland.

Vi stod læææænge i kø for at få udeleveret nøglerne til "vores" seje bil, men endelig kunne vi køre til hotellet. Godt at vi havde GPS, - ellers havde vi aldrig fundet det.

Det var planen, at der skulle findes en cache, inden vi gik i seng, og vi havde egentlig udset os en, der ligger ca. 500 meter fra hotellet, - som så skulle findes efter, at vi havde indskrevet os. Men undervejs sagde Ina, der sad med GSP'en pludselig: "Der ligger en cache her henne på hjørmet." Mogens ville koble ud i en fart, men i en bil med automatgear skal man lade venstre ben blive i ro. Den brede bremsepedal er ikke en kobling, så der blev bremset hårdt op.
Cachen blev straks fundet af Andreas, og så var den "succes" hjemme.

Da vi endelig havde fået snakket færdig med de andre, var klokken blevet 1 om natten lokal tid, og det betød, at vi havde været oppe i 27 timer. Drengene sov i samme øjeblik, de lagde sig ned.

I dag stod vi op før klokken 7 og gav os god tid til at pakke og få morgenmad og diskutere slagplan med de andre hold. Vi valgte som planlagt at køre direkte mod den første cache i serien "Rim of the world...". Det var der flere andre hold, der også gjorde.

Det var ikke helt uden spænding, at Mogens i aftes satte sig bag rattet i en fremmed bil med automatgear. Nu synes han, det går helt fint, det er faktisk lidt sjovt at køre sådan en bil, og amerikanerne kører hensynsfuldt og roligt.

Vi var åbenbart de første ved den udvalgte cache, men mens vi stod med den i hånden, kom der et andet hold, som vi fik en lang snak med.

Vi kunne godt se, at vi ikke kunne nå at køre hele turen langs "Kanten af verden", så efter at vi havde kørt opad-opad-opad i lang tid og fundet nogle cacher undervejs, valgte vi at vende om og køre den nærmeste vej til hotellet. Det gik nedad-nedad-nedad, og det er faktisk lidt mere overvældende!!

Flere gange så vi kilometerlange tog med to lokomotiver til at trække og to til at skubbe

Undervejs fandt vi et sted, hvor vi kunne købte en køleboks med tilhørende is og en masse drikkelse. Det er nødvendigt at holde væskebalancen :)

Vi havde lovet drengene, at de skulle en tur i poolen, når vi kom til hotellet, men værelset var ikke klar (kl. 15.30!), så vi ventede i tre kvarter. Vi skulle nå at deltage i et event, som nogle amerikanerne havde arrangeret i anledning af, at vi er her. Men turen i poolen var vigtig, så vi kom en time for sent. Det gjorde dog ikke noget. Amerikanernes event er anderledes end vore, for der var ikke udlagt en eneste cache; det hele var lagt an på socialt samvær, og det blev holdt i et cafeteria, hvor vi kunne få stillet sulten samtidig. Det viser sig, at her er geocahing i høj grad en pensionistsport, og der var mange amerikanere på vores alder.

Både drengene og vi er imponerede over madportionernes størrelse. En small burger er kæmpe-stor, - og det er amerikanerne også.

Her i Palm Springs kan man ikke se at krisen kradser i USA. Her er så passet og velplejet, som vi aldrig har set det før. Plænerne ligner greens på en golfbane, og der er blomsterbede uden ukrudt alle vegne.

Nu er drengene lige gået i seng, og vi to gamle skal også snart til køjs.

Så kom vi af sted

2010-03-27T07:42:00.006+01:00

I afres tog vi flyveren fra Allborg.

Vi har overnattet på BB-Hotel Kastrup og skal nu hen og spise morgenmad, inden vi tager en taxa til lufthavnen, hvor vi skal mødes med mange andre danske geocachere.

Her ses to spændte drenge sammen med deres spændte mor ved afgang hjemmefra

Foreløbig plan for turen

2010-03-21T22:36:00.023+01:00

Her kommer en foreløbig plan - med alle mulige forbehold.

26. marts.
Fredag aften tager vi flyet fra Aalborg til København. Der er ret langt fra Frederikshavn til CPH. Vi overnatter nær lufthavnen.
Måske vil vi prøve at finde en cache i nærheden, inden vi går i seng

27. marts.
Vi har aftalt at mødes med andre geocahere i lufthavnen kl. 10.30.

Vi vil forsøge at finde en cache, som er placeret inde i lufthavnsbygningen, inden vi sammen checker ind. Der er en konkurrence, som drejer sig om at logge cacher med størst mulig indbyrdes afstand inden for samme døgn. Hvis vi kan finde en cache i Los Angeles ikke alt for længe efter, at vi er landet, vil "vores" afstand være over 8000 km.

Vi tager flyet til Paris og derfra senere til Los Angeles, hvor vi efter planen lander kl. 20.05 lokal tid.

Så skal vi finde den bil, vi har lejet og køre til hotellet.
Der skal helst også findes en cache, så vores 8000+ km kan komme i hus. Der ligger nogle ikke langt fra hotellet.
Så er vi sikkert godt møre :)

28. marts.
Vi kører mod Palm Springs og vælger en omvej over Rim of the World Scenic Byway.

Vi håber at kunne nå frem til Palm Springs, så vi kan deltage i et event, som er oprettet til ære for os danske: Have some..

29. marts.
Efter nogle hektiske dage ser vi os lidt omkring. Der er jo svømmepøl ved hotellet, så drengene skal nok have en tur i den.

Der er masser af trails med gode cacher og flot natur i omegnen. Vi kører nok en tur og finder nogle stykker og ser på naturen. Måske kører vi til Pioneertown, hvor der er optaget mange westerns. Vi skal lige finde ud af, om det er for langt til en dagudflugt. Der er cacher hele vejen derhen, og det kan jo sinke turen :)

Drengene snakker om amerikanernes fede burgere. De skal smages.

30. marts
kommer sikkert til at ligne dagen i forvejen. Vi har set på nogle muligheder for natur-ture, men har ikke bestemt os endnu.
En tur i poolen og amerikansk mad :).

31. marts.
Vi håber at kunne gå turen Pushawalla Power Path, som vist bogstaveligt er en ørkenvandring. Vi skal have godt med vand i rygsækkene :)
En af dagene i Palm Spring skal vi nok også ind og have en is.

1. april (skærstorsdag).
Vi kører til Las Vegas og finder nogle cacher undervejs, måske i Dale Mining District

Der er aftalt fælles sushi-spisning på Todai for en stor del af "flokken".

2. april (langfredag).
Vi besøger Inas kusine i Boulder City. Hun har foreslået en tur til Red Rock Canyon.

3. april (påskelørdag).
Det har været vores mål at køre til Zion National Park i Utah. Det er en heldagstur, men også i las Vegas er der lokale geocachere, som har arrangeret et event for os danskere. Det begynder allerede kl. 14, så nu må vi se, hvad vi bestemmer os for.

4. april (1. påskedag).
Denne dag deles selskabet, idet nogle har valgt at køre mod San Fransisco. Vi har valgt at blive i Las Vegas nogle dage endnu.

Også denne dag skal vi være sammen med Inas kusine.
Hun har nogle forslag:
Bellagio Conservatory and Botanical Gardens, hvor hendes søn arbejder.
Spring Preserve, som har vundet priser for det bedste museum for teenagere.
Hoover Dam.

5. april (2. påskedag).
Dagen hvor vi tager afsked med Inas kusine.
Ellers som 4. april.

6. april.
Vi kører den hurtigste vej tilbage til Los Angeles.
Der skal "shoppes outlet" og findes cacher undervejs.

7. april.
Bytur. Vi vil gerne besøge
Beverly Hills, Down Under og Walk of Fame. Mon ikke det er så amerikansk, som det kan blive?
Andre seværdigheder.

8. april.
Hele dagen i Universal Studios.
Vi har købt fire VIP-billetter. Det betyder, at vi hele dagen vil blive fulgt rundt i en lille gruppe og komme "back-stage". Vi vil komme først i køen til alle attraktioner og vil til sidst blive opvartet med en gourmet-koks kreationer. Stjernernes gourmet-kok.
Det bliver nok for drengene turens højdepunkt (?)

9. april.
Det er dagen før, vi skal rejse hjem, og der er ikke planlagt "noget særligt".
Mon ikke drengene skal have en god tur i poolen?
Der skal nok handles lidt, - vi vil blandt andet se på nogle CD'er.

10. april.
Hjemrejsedag.
Bilen skal afleveres, og vi skal flyve fra Los Angeles kl. 09.10.
På hjemvejen skal vi over Atlanta. Her lander vi kl.16.30 og flyver igen kl. 17.50.

11. april.
Vi lander i Paris kl. 08.10 (9 timers tidsforskel mellem Los Angeles og Paris/København).
Herfra videre til København og sidst til Aalborg, hvor vi efter planen lander kl. 15.35.
Så skulle der gerne holde en blå Punto, som kan transportere os til Kvissel.

Mamelukærmefrø

2010-03-21T22:15:00.003+01:00

Vi plejer at lægge en pose mamelukærmefrø i de cacher vi finder, hvis der er plads nok.

Men vi lader frøene blive hjemme, da vi har fundet ud af, at vi kan risikere at blive stoppet i tolden.

Især i Californien er der skrappe regler for beskyttelse af den oprindelige flora og fauna, og det synes vi er OK.

Så blev det endelig forår

2010-03-20T19:02:00.004+01:00

Nordjylland er vistnok det område af landet, hvor sneen er blevet liggende længst.

For nogle dage siden blev det dog tøvejr, og i dag ser her sådan ud.

Det begynder at ligne forår.

Men da vores grund ligger lavt i landskabet, betyder det, at vores vej ser sådan ud.

Når vi ser den anden vej ind mod Frederikshavn, ligner landskabet mest en sø.

Vi har nydt at have rådyr omkring huset, men vi synes ikke, det er sjovt, at de har mæsket sig med barken på vores nye frugttræer, som lige var begyndt at bære frugter

Men på den anden side kan vi glæde os over erantis og vintergækker.

Hvordan mon de kan ligge under sneen og vide, at nu er det nu?

Nu rejser vi snart til Amerika, og så må hus, erantis, rådyr, sultne solsorte og og oversvømmelse klare sig selv

Så kan det snart være nok!

2010-03-19T04:31:00.001+01:00

Sådan har her set ud i snart tre måneder.

Vi trænger til varme og gør klar til REJSEN TIL AMERIKA - Californien og Nevada.

Vi tager vore børnebørn, Peter og Andreas, med, - eller er det os, som er med? :)

Peter og Andreas skal konfirmeres i maj, og turen er vores gave til dem, - og så må vi jo hellere følge med og se, hvordan det går ;)